Foto: Screenshot, Twitter
Foto: Screenshot, Twitter

Kunne måles i Danmark og Grønland: Flere hundrede dræbt i jordskælv

Europa

06/02/2023 10:50

J. Bøgen

Mere end 1700 bygninger er kollapset.

Et voldsomt jordskælv kl. 4.17 i nat lokal tid (kl. 2.17 dansk tid) har kostet hundredevis af mennesker livet i Tyrkiet og Syrien.

Skælvet målte 7,8 på richterskalaen, og det var så kraftigt, at rystelserne kunne måles i både Danmark og Grønland.

Helt præcist var en seismograf på Bornholm den første til at registrere jordskælvet blot fem minutter efter, det havde fundet sted.

Det bekræfter De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) over for Ritzau.

Mindst 668 har mistet livet

Dødstallet stiger time for time i takt med, at redningsmandskab får arbejdet sig ned gennem ruinerne af de sammenstyrtede bygninger, men i skrivende stund er mere end 660 mennesker omkommet.

I den oprørskontrollerede del af Syrien oplyser redningsfolk, at 147 har mistet livet.

I Tyrkiet er mindst 284 mennesker døde.

Og i Syrien lyder meldingen, at 237 mennesker er omkommet.

Seniorforsker Tine Dahl Jensen fortæller til TV2, at jordskælvet er det et af de kraftigste, man har målt i det område nogensinde.

Og det er et meget kraftigt jordskælv set i lyset af, et det er sket i Europa.

"Det er et meget stort jordskælv, især for Sydeuropa. Og i lige præcis det område, hvor det er sket, er det det største, jeg kender til," siger hun til TV2.

Mere end 1700 bygninger i grus

Ifølge Tyrkiets vicepræsident, Fuat Oktay, er mere end 1700 bygninger styrtet sammen, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Samtidig meldes der om mindst 2300 tilskadekomne i landet.

Flere europæiske lande og organisationer er på vej til de berørte lande for at bistå med redningsarbejdet og hjælpe sårede.

Arbejdet besværliggøres af, at der er en risiko for efterskælv, der kan føre til flere ødelæggelser og være livsfarlige for redningsmandskabet.

Mest Læste

Annonce