Foto: Damien Checoury, Unsplash
Foto: Damien Checoury, Unsplash

Pas på: Voldsomme demonstrationer i europæisk storby

Europa

29/03/2023 07:43

J. Bøgen

Turister opfordres til at holde sig på afstand.

Påskeferien er en oplagt mulighed for en storbyferie. Har du planlagt en rejse til Paris, er det værd at være opmærksom på, at protesterne mod en stor pensionsreform har betydet demonstrationer og uroligheder i en række større franske byer.

Udenrigsministeriets rejsevejledninger er opdateret med en opfordring til at holde afstand til større demonstrationer, da de kan udvikle sig voldsomt.

Også hos SOS International, der leverer rejseassistance på vegne af en række forsikringsselskaber, opfordres rejsende til at holde afstand og undgå involvering:

"Paris er generelt en sikker by at færdes i, men man skal ikke negligere, at demonstrationerne kan udvikle sig voldsomt," siger Karin Tranberg, divisionsdirektør for Travelcare, SOS International.

Lyt til myndighederne

Protesterne mod en pensionsreform har i løbet af foråret udviklet sig til en større indenrigspolitisk krise, hvor politi og demonstranter jævnligt har sammenstød i Paris og andre store franske byer.

Udover at holde afstand til demonstrationer og optøjer, er det vigtigt at følge myndighedernes anvisninger og holde sig orienteret om lokale forhold via lokale medier:

"Det er usikkert, hvordan situationen udvikler sig, men vi ved, at strejker og demonstrationer ofte påvirker transport og den kollektive trafik, så det er en god ide at holde sig informeret via de lokale medier," siger Karin Tranberg.

Gode råd ved demonstrationer

  • Hold dig opdateret på det land, du besøger via Udenrigsministeriets rejsevejledninger

  • Hold afstand til demonstrationer

  • Havner du mod din vilje i en demonstration, bør du bevæge dig ud mod siderne og væk fra forreste del af demonstrationen (hvor der er risiko for konfrontation med politiet)

  • Generelt skal du forsøge at komme helt væk fra området i stedet for at gå ind i butikker langs gaden, da du kan risikere at blive fanget derinde

  • Søg indenfor, hvis der er en umiddelbar trussel udenfor (f.eks. ved skarpe skud, stenkast, tåregas, voldsomme sammenstød eller lignende)

  • Hold dig opdateret om den aktuelle situation via lokale myndigheder, nyhedsmedier (f.eks. RFI eller France24) og dit rejsebureau. Du bør altid følge de lokale myndigheders anbefalinger

  • Tilmeld dig Udenrigsministeriets danskerliste

Mest Læste

Annonce