Eurovision-underskud skal gennem ekstern undersøgelse

Ledelse

10/12/2014 21:03

Nick Allentoft

Bestyrelsen og direktør i Wonderful Copenhagen får nu deres rolle i Eurovisionen 2014 gransket.

Den 10. maj i år kunne østrigske Conchita Wurst lade sig hylde i B & W Hallerne i København som vinder af Eurovision 2014. Den gang var alt idyl. Siden har økonomisk kaos skygget over begivenhederne.

Torsdag har Wonderful Copenhagens bestyrelse besluttet, at der skal iværksættes en ekstern undersøgelse af deres egen rolle i budgetoverskridelsen ved afholdelsen af Eurovision 2014.

Det sker efter krav fra Erhvervsstyrelsen, der er fondsmyndighed for fonden Wonderful Copenhagen.

- Der vil over for Erhvervsstyrelsen blive redegjort om udfaldet af disse tiltag inden udgangen af februar 2015, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse, hvori de også bekendtgør, at de ikke har yderligere kommentarer til dagens bestyrelsesmøde.

Undersøgelsen skal afgøre, om "der konkret er grundlag for eventuelt at rejse erstatnings- og/eller straffesager mod et eller flere nuværende eller tidligere bestyrelsesmedlemmer og direktører i fonden eller dets datterselskab".

               Få overblik over Eurovision-skandalen her

Erhvervsstyrelsen har i forbindelse med afgørelsen rettet en bidende kritik af bestyrelsen for at handle egenrådigt:

- Erhvervsstyrelsen finder det yderst kritisabelt, at fonden har foretaget en række ekstraordinære dispositioner, som Erhvervsstyrelsen skulle have haft forelagt og givet samtykke til i sin egenskab af tilsynsmyndighed for fonden.

Det er angiveligt ombygningen af B & W Hallerne på Refshaleøen i København, der væltede det økonomiske læs, da det blev markant dyrere, end der på forhånd var regnet med.

Der var i første omgang afsat 18,4 millioner kroner til ombygningen, men det endte med at løbe op i omkring 91,3 millioner kroner.

De samlede udgifter for projektselskabet bag Eurovision endte på 137 millioner kroner, hvilket er mere end 100 millioner dyrere end de budgetterede 34,6 millioner kroner.

Siden har arrangørerne skændtes højlydt om, hvem der har haft ansvaret for de store budgetoverskridelser, og hvem der skal betale regningen i sidste ende.

Regningen for Eurovision er endt hos Wonderful Copenhagen, der har fået et lån til at dække udgifterne af Region Hovedstaden. Sagen har også ført til fyring af en direktør i Wonderful Copenhagen, ligesom bestyrelsesformanden er blevet udskiftet.

 

FAKTA: Derfor blev Eurovision så dyrt  Det skandaleramte melodi grand prix Eurovision 2014 kan ende med retssager mod nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer i Wonderful Copenhagen.

I hvert faldt anbefaler Erhvervsstyrelsen, som er fondsmyndighed for fonden Wonderful Copenhagen, at der bliver iværksat en ekstern undersøgelse af sagen, der endte med at koste langt flere millioner kroner end beregnet.

Den anbefaling følger Wonderful Copenhagen, oplyser fonden selv.

* I et notat fra Folketingets statsrevisorer fremgår det, at udgifterne til forårets Eurovision løb op i 334 millioner kroner brutto. Det er før, at eksempelvis indtægterne fra showet på Refshaleøen i maj er blevet modregnet.

* DR har haft udgifter for 197 millioner kroner for arrangementet, mens Wonderful Copenhagens projektselskab har haft udgifter for 137 millioner kroner mod et oprindeligt budget på 34,6 millioner kroner.

* Eurovision blev holdt i de gamle B & W-haller på Refshaleøen i København. Inden showet skulle hallerne bygges om. Det var dette byggeri, der fik budgettet til at skride.

* 18 millioner kroner havde man regnet med, at ombygningen ville koste. Det endte med at koste omkring 90 millioner for projektselskabet. 

* Det skyldes blandt andet, at tre bærende søjler i hallerne skulle rives ned, for at DR kunne lave panoramaoptagelser ud over publikum. Efter showet skulle søjlerne bygges op igen. Og det blev langt dyrere, end man havde forventet. 

* For at få plads til DR's scenedesign måtte der bygges et teltområde uden for hallerne. De ændrede planer resulterede i et byggesagsgebyr, og teltområdet kom til at koste ekstra i varme og rengøring. Ovenikøbet blev teltene raseret af stormen Carl.

* Desuden modsatte fagforeningerne sig, at projektselskabet, som man havde regnet med, kunne benytte frivillig arbejdskraft til byggeriet. Derfor kom der uforudsete udgifter til løn. 

Mens DR havde ansvaret for selve showet, stod Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Reda og Wonderful Copenhagen bag projektselskabet.

* For at begrænse de økonomiske skader donerede Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen hver ekstra 4,3 millioner kroner, allerede inden showet skulle afholdes. Københavns Kommune har givet ekstra 8,7 millioner kroner. Dertil kommer indtægterne fra showet.

* Region Hovedstaden har også bevilget et ekstraordinært driftstilskud på 46 millioner kroner til Wonderful Copenhagen, der skal dække en del af underskuddet.

* Wonderful Copenhagen skal efter planen betale de 46 millioner kroner tilbage via reduktion i regionens grundtilskud til turismeorganisationen over de kommende syv år.

Kilde: Wonderful Copenhagen

 

 

 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce