28 kræftpatienter er behandlet med for meget kemoterapi. Fejlbehandlingen kan have været medvirkende til dødsfald.
- Fejlen er opstået, fordi medicinen cabazitaxel leveres i to små hætteglas. Det ene indeholder lægemidlet i koncentreret form. Det andet en væske, som lægemidlet skal blandes op i, inden patienterne får det.
- På hætteglasset med koncentrat står, at det indeholder 1,5 ml, og på hætteglasset med væsken står, at det indeholder 4,5 ml. Men reelt indeholder glassene henholdsvis 1,83 ml og 5,67 ml.
- Forskellene i opgivet og reelt indhold fremgår hverken af etiketterne eller det første produktresumé.
- Andre europæiske hospitaler har - på grund af forskellene i den angivne og den reelle mængde - blandet cabazitaxel i for kraftige doser. Det er rapporteret i Spanien, Finland og Holland.
- I 2012 rettede producenten, Sanofi, produktresumeet.
- Hospitalsapoteket Aarhus opdagede fejlen 4. november 2013.
- 7. november 2013 sendte Sanofi en advarsel ud til hospitalerne.
- 24. januar 2014 sendte Sundhedsstyrelsen brev til regionerne og pålagde dem at skærpe kontrolprocedurer i forbindelse med færdigblanding af lægemidler.
- Efter Hospitalsapoteket Aarhus blev opmærksom på fejlen, er det kommet frem, at flere andre hospitaler i Europa har begået samme fejl.
Kilde: Region Midtjylland
/ritzau/