Politikker mod fattigdom kommer tilsyneladende i bølger. 1930’ernes socialreformer markerede starten på bedre skattefinansierede ydelser til alle, der ikke var i stand til at forsørge sig selv. Sygedagpenge og efterlønnen, der blev vedtaget i 1970’erne var de sidste store resultater.
Den næste bølge startede i det små i 1980’erne med begrænset adgangen til kontanthjælp for 18 – 19 årige. Siden kom der stigende begrænsninger i, hvem der kan få hjælp, hvor meget og i hvor lang tid. Senest og mest massivt med reformerne i 2010– 2013 hvor vi har fået flere negative takstreguleringer af alle offentlige ydelser, flere begrænsninger i dagpenge til syge og arbejdsløse, reducerede muligheder for førtidspension til handicappede under 40 år, samt kontanthjælp på et så lavt niveau at den skaber fattigdom, tvangsarbejde og hjemløshed blandt de mest udsatte unge under 30 år.
I 2012 kom fjernelsen af værste fattigdomsskabende ydelser. Fattige folkepensionister fik hævet ældrechecken. Enlige forsørgere fik fordoblet beskæftigelsesfradraget.
2012 er også året hvor Regeringen nedsatte en ekspertgruppe, der kom med forslag til en fattigdomsgrænse, som Regeringen siden har taget til sig. Dog først efter vedtagelsen af kontanthjælpsreformen. Andet ville måske også have være dårlig timing, men det må nu have været underligt for de, der kendte sammenhængen, først at vedtage ydelserne, som skaber fattigdommen og siden acceptere grænsen for fattigdom.
Grænsen definerer økonomisk fattige som de, der tre år i træk har en indtægt efter skat under 50 % af medianindtægten, for tiden kr. 104.000, har en formue under kr. 100.000 og ikke er studerende eller deler husstand med en studerende. Antallet af mennesker, der lever under grænsen er beregnet til 42.200, heraf 11.000 børn.
Fattigdomsgrænsen kan komme til at spille en vigtig rolle, fordi grænsen markerer, at der er en bund, men også fordi den rejser spørgsmålet om, hvad der skal sker for de, der når bunden. Svarene begynder at komme i 2014.
For to uger siden, den 7. februar rejste Enhedslisten spørgsmålet i Folketinget:
Hvad kan ministeren oplyse med hensyn til opfølgning på anbefalingerne i rapporten om fattigdomsgrænsen, regeringens fastlæggelse af en sådan og ministerens initiativer for at mindske fattigdom i Danmark, jf. regeringsgrundlagets målsætning herom?
Spørgsmålet udløste en usædvanlig lang debat på omkring to timer. Der er ingen tvivl om at spørgsmålet om fattigdom engagerer alle partier og ordførere. Men uenighederne er også til at få øje på. Fattigdomsgrænsen deler vandene mellem regering og opposition.
På den ene side liberale, konservative og Dansk Folkeparti, som ikke ønsker en grænse. Liberal Alliance, fordi de mener, at højere ydelser nedbringer udbuddet af arbejdskraft, sænker produktionen og den økonomiske vækst og dermed forringer grundlaget for velfærd for alle. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, fordi de hellere vil forebygge og løse de problemer, som hindrer folk i at klare sig selv, fx gæld, sindslidelse, misbrug.
På den anden side S, R, SF og EL, som stemte for beslutningsforslaget, der blev vedtaget ved afstemningen i Folketinget den 18. Februar:
Folketinget konstaterer, at regeringens målsætning er at mindske fattigdom og ulighed, og at regeringen som led heri har fastlagt en fattigdomsgrænse. Folketinget konstaterer også, at fattigdommen i Danmark er vokset gennem de sidste 10-15 år. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at arbejde videre med udviklingen af fattigdomsbegrebet, især med hensyn til budget- og afsavnsmetoden. Folketinget hilser det velkommen, at regeringen vil foretage årlige fattigdomsredegørelser, og finder, at det bør danne baggrund for en årlig status og drøftelse i Folketinget, der også skal inddrage uafhængige organisationers og eksperters vurderinger. Folketinget opfordrer regeringen til, at redegørelsen skal indeholde en vurdering af konsekvenserne af relevant lovgivning for udviklingen i fattigdom. Folketinget opfordrer regeringen til – i indeværende år – at tage initiativ til en drøftelse af, hvordan man kan nedbringe antallet af fattige frem mod 2020.
Fremover vil der altså komme en årlige status, redegørelser fra Regeringen og debatter i Folketinget om udviklingen, samt vurderinger af relevant lovgivning. Redegørelser og debatter skaber ikke forandringer i sig selv, men der er ingen tvivl om at der nu for første gang i mange år er flertal i Folketinget for, at der er en smertegrænse og at den er nået.
Folketinget vil allerede i år vil se på, hvordan man kan nedbringe antallet af fattige frem mod 2020. Der er nok at tage fat på og der er masser af viden om årsager og løsninger. Vi ved at den bedste sikring mod fattigdom er at samfundet i fællesskab betaler en minimumindkomst der sikrer et værdigt liv til de, der ikke kan forsørge sig selv og at grænsen er nået for borgere, der har levet af kontanthjælp i tre år eller mere. Vi ved også at der aktuelt er særlige økonomiske vanskeligheder blandt socialt udsatte unge under 30 år.
Fattigdom handler ikke kun om økonomi. Det er alle partier enige om. De er også enige om at ville forebygge og løse de vanskeligheder som fastholder borgerne i fattigdom. Fx gæld, fysiske og psykiske sygdomme, manglende uddannelse, arbejdsløshed. Også på disse områder er der masser af viden fra praksis, projekter og forskning. Fx har Rådet for Socialt Udsatte lige udgivet en stribe anbefalinger til, hvordan man kan nå Regeringens sociale 2020 mål for udsatte børn og unge; hjemløse; voldsramte kvinder; stof- og alkoholmisbrugere; prostituerede; mennesker med svære psykiske lidelser.
Det bliver spændende at følge udviklingen i Folketinget i 2014. Du kan følge med her på www.DenOffentlige.dk / Fattigdomsdebatten
Læs mere om Folketingets Fattigdomsdebat
Regeringens sociale 2020 mål og anbefalingerne fra Rådet for Socialt Udsatte kan læses på www.udsatte.dk
