Finanslov skal stoppe social dumping i transportbranchen

Infrastruktur

12/11/2014 21:51

Nick Allentoft

Ny aftale er det største fremskridt i kampen mod social dumping, mener 3F Transport. SF er også tilfreds.

SF og Enhedslisten har presset på for at finde nye løsninger og bedre kontrol, så udenlandske chauffører ikke kører til lav løn og under dårlige arbejdsvilkår i danskregistrerede lastbiler.

Ifølge Politiken er regeringen, SF og Enhedslisten i de igangværende finanslovforhandlinger tæt på at blive enige om en række initiativer, som skal hjælpe den hårdt trængte transportbranche.

Og det er nødvendigt, hvis der skal blive ved med at være en dansk transportbranche, lyder det fra en begejstret Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

- Det er ikke bare et skridt, det er et kæmpe skridt på vejen. Det er det største fremskridt, jeg har set i kampen mod social dumping på det her område, siger Jan Villadsen til Politikens netavis.

Som lovgivningen ser ud i dag, kan en dansk vognmand åbne et datterselskab i eksempelvis Rumænien og ansætte chauffører der, som så kan køre danskregistrerede lastbiler rundt i Danmark til rumænske lønforhold.

Med en ændring af godskørselsloven vil regerings- og støttepartierne sikre, at en chauffør i en danskregistreret lastbil i Danmark også er ansat i et dansk selskab og dermed arbejder under danske løn- og arbejdsforhold.

- Der er eksempler på udenlandske chauffører, der kører på en månedsløn på 8-9000 kroner, og det er uholdbart, for det udkonkurrerer reelt danske vognmænd, siger SF-formand og tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Lukningen af hullet i godskørselsloven er ikke det eneste, regeringspartierne ser ud til at kunne blive enige med venstrefløjen om.

Politiet står i de kommende tre år til at få 10 millioner kroner ekstra til at kontrollere udenlandske lastbiler, der kører rundt i Danmark.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce