Flere nydanskere består folkeskolens afgangsprøver

Velfærd

11/04/2014 10:08

På få år er der sket en positiv udvikling, når det gælder indvandrere og efterkommeres skoleresultater.

Knap otte ud af 10 elever med ikke-vestlig baggrund fik i 2011 karakteren 2 eller derover ved afgangsprøverne i 9. klasse.

I 2013 var tallet steget til knap ni ud af 10, hvilket er en stigning på 10 procentpoint på bare to år.

Det viser regeringens nationale integrationsbarometer, der netop er blevet opdateret med nye tal for, hvordan det går med integrationen i forhold til arbejde, forsørgelse, kriminalitet og uddannelse.

Og der er særligt en ting ved tallene, der glæder socialminister Manu Sareen (R).

- Jeg er særligt glad for, at det er nydanske unge mænd, der begynder at give pigerne konkurrence på skolebænken. Det er et lyspunkt, fordi de er særligt udfordret.

Samtidig gennemfører flere nydanskere af begge køn en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Ifølge de nye tal er andelen af unge mænd med ikke-vestlig baggrund, der mindst gennemfører en ungdomsuddannelse, steget fra 42 procent i 2011 til 47 procent i 2013.

Til sammenligning steg andelen af unge mænd med dansk baggrund, der mindst har gennemført en ungdomsuddannelse, med to procentpoint i samme periode.

At antallet af nydanskere, der består afgangsprøverne, er steget med 10 procentpoint på bare to år, kan skyldes flere ting, lyder det.

- Det er rigtig svært at sige helt præcist, hvad det skyldes. Selvfølgelig er vores massive indsatser begyndt at virke, og på et eller andet tidspunkt skulle der ske noget. Det er det, vi ser nu, siger han.

Gennem mange år har der været fokus på netop nydanske unge for at udvikle bedre sprogfærdigheder, lyder det.

Spørgsmål: Du kalder det en sejr, at nydanske elever får 2 eller derover. Er det ikke en lav barre at sætte?

- Jo, men når vi ser, at der er en progression, skal vi glæde os over det. Det er et område, hvor det er op ad bakke, siger han.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) siger i en kommentar til Ritzau, at tallene viser, at man er på rette vej:

- Jeg er sikker på, at reformen af folkeskolen yderligere vil understøtte den udvikling. Her får eleverne mere tid med dygtige lærere og pædagoger, og de får flere timer i dansk og matematik, og der er lektiehjælp på skolen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce