Op mod 200.000 danskere kan se frem til huslejestigninger i løbet af de næste måneder. Foto: Shutterstock
Op mod 200.000 danskere kan se frem til huslejestigninger i løbet af de næste måneder. Foto: Shutterstock

200.000 danskeres husleje stiger snart

Forbrug

09/08/2022 14:58

J. Bøgen

Stigningen kan blive mere end 8 procent.

Op til 200.000 danskere risikerer snart at få en langt højere husleje.

Det viser tal fra Lejernes Landsorganisation (LLO).

Og forklaringen er den samme, som alt andet denne sommer: Inflationen.

I mange lejekontrakter står der nemlig, at huslejen kan reguleres efter de generelle forbrugerpriser.

Og med de seneste måneders rekordstigning i netop forbrugerpriser som følge af inflationen, kan det blive en dyr omgang for mange danskere. Det fortæller blandt andre Jørgen Dyrholm Jensen, som er driftsleder ved Danske Lejere.

"Det er blevet et voldsomt problem, som rammer en masse mennesker. Det her går galt," siger han til TV 2.

Vil gælde 95 procent af alle lejekontrakter

Siden 1. juli 2015 har private udlejere haft lov til at regulere huslejen i forhold til den generelle inflation i samfundet, hvis ejendommen er opført efter 1991 eller har gennemgået en omfattende renovering.

Hvis du vil tjekke, om din egen lejekontrakt er omfattet af netop den mekanisme, er det lige før, du kan spare dig besværet - for al sandsynlighed taler for, at din kontrakt også giver din udlejer muligheden.

LLO vurderer således, at hele 95 procent af alle nye lejekontrakter, der indgås, har en bestemmelse, der giver udlejer lov til at regulere huslejen ud fra ovenstående ordning.

Fagfolk vurderer, at det drejer sig om mindst 180.000 lejeboliger og som sagt op til 200.000.

Fordi inflationen indtil for nylig har ligget på et nogenlunde stabilt niveau, har det ikke tidligere været et problem, at huslejen følger inflationen. Men når 2022 er præget af både krig, pandemi og forsyningskrise er situationen altså radikalt anderledes i år.

Stigningen afgøres af detalje i lejekontrakten

Hvis du alligevel har fundet din lejekontrakt frem for at se, om du også skal have flere penge op af lommen, kan du passende lige se, hvilken måned, din udlejer regner ud fra.

Det lyder måske lidt underligt, men det er nemlig udlejeren, der bestemmer, hvilken måned der skal sammenlignes med fra år til år.

Og det kan faktisk gøre en stor forskel. Hvis din udlejer for eksempel har skrevet januar, skal stigningen sættes ud fra stigningen i forbrugerindekset mellem januar 2021 og januar 2022. Det er 3,9 procent.

Hvis din udlejer derimod har valgt juni, er historien en helt anden. Her var udviklingen fra juni 2021 til juni 2022 nemlig helt oppe på 8,1 procent.

For huslejen kan nemlig sættes op med præcis den procentsats, som forbrugerindekset angiver.

Så hvis du har en husleje på 10.000 kroner per måned lige nu, vil eksemplet med udregningen for januar give en huslejestigning på 390 kroner. Hvis vi tager eksemplet med juni, vil stigning imidlertid være 810 kroner - altså en dobbelt så stor stigning.

Det giver en årlig stigning på henholdsvis 4080 kroner og 9720 kroner.

En årlig forskel på 6730 kroner.

Faktisk er det også udlejeren, der bestemmer, hvornår en eventuel lejestigning skal implementeres, så nogle har allerede fået den ubehagelige besked. Og mange vil altså blive ramt af det ved årsskiftet.

Bliver også dyrere at flytte

Mange udlejere vil også opkræve ekstra penge til indskud og forudbetalt husleje, så de matcher den nye husleje, fortæller forbrugerøkonom hos Nordea, Ida Marie Moesby, til TV 2.

De penge vil blive opkrævet sammen med betaling af huslejen, hvilket kan presse danskernes økonomi yderligere.

"Læg dertil, at økonomien i forvejen er stram på grund af prisstigninger på dagligvarer, brændstof og energi. Det kan blive rigtigt mange penge, som ikke alle kan finde," fortæller Ida Marie Moesby.

De stigende priser på både dagligvarer, energi og brændstof er nemlig også med til at presse danskernes pengepung, så faktisk ender danskerne med at betale dobbelt for disse urolige tider.

Først betaler lejerne nemlig ekstra for at varme deres bolig op og få strøm i stikkontakten. Dernæst er de stigende energipriser også med i udregningen af nettoprisindekset, som resulterer i højere husleje.

Og det er særligt problematisk, fordi huslejestigningerne rammer en gruppe mennesker, der oftest har det svært økonomisk i forvejen. Det mener både lejerforeningerne og forbrugerøkonomen.

"De, der bor til leje, er typisk dem, der ligger lidt lavere indtægtsmæssigt og dermed ikke har råd til at eje. Derfor rammer de her huslejestigninger nogle, der i forvejen ikke har en særligt stærk økonomi," siger Ida Marie Moesby.

Lejen ryger op - og den kommer ikke ned igen

Private udlejningsboliger opført efter 1991 har ”fri lejefastsættelse”. Det betyder kort fortalt, at udlejeren frit kan bestemme huslejen.

Og selvom udlejer kan sætte huslejen op ved en stigning i nettoprisindekset, er der ikke noget krav om, at udlejer skal sætte huslejen ned igen, såfremt det skulle gå den modsatte vej.

Så der er stor risiko for, at de huslejestigninger, der snart rammer de op mod 200.000 danskere kommer for at blive.

Mest Læste

Annonce