Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Kæmpe overblik: Sådan slipper du billigst, når du betaler på ferien

Forbrug

16/05/2024 10:14

J. Bøgen

Mange danskere bruger betalingskort, når de er på ferie. Men hvilket betalingskort er det bedste? Og hvad med kontanter – er de nødvendige? Er det bedst at hæve hjemmefra, eller når du når frem til feriedestinationen?

Når sommerferien går til udlandet, skal du være opmærksom på, at du opkræves et valutakurstillæg, når du betaler med kort.

Tillægget udgør en procentsats, som varierer fra bank til bank, og påføres den pågældende valutakurs. 

Holder du eksempelvis ferie i et land inden for Europa, hvor der benyttes euro med en kurs på 1€ = 7,45 kr., vil du give 7,45*(1+0,01) = 7,52 kr. pr. euro, hvis du fx bruger Visa og er kunde i en bank med et valutakurstillæg på 1%.

Det er generelt dyrere at betale i udenlandske valuta udenfor Europa/EØS-landene, og det er normalt også dyrere at bruge Mastercard kreditkort end et Visa debetkort.

Hvad er grænsen i din bank?

Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, at der er en grænse for hvor mange penge, der må trækkes på kortet – herunder hører både kontanthævninger og betalinger i butikker.

Beløbsgrænserne bestemmes af hvert enkelt pengeinstitut, og nogle banker sætter grænsen for fx løbende syv dage, andre løbende 30 dage. Derfor er det en god ide at tjekke grænserne i din egen bank, inden du tager afsted.

Det kan derfor være en god ide at tage flere betalingskort med, dels for at fordele betalingerne, så de ikke løber ind i grænsen, og dels for at have en back-up, hvis de skulle miste det ene kort. Desuden kan det være fornuftigt at have lidt kontanter med til småkøb.

”Afhængig af hvilket land, du rejser til, er det ofte godt at have lidt kontanter til at supplere kortet, hvis betalingerne skal gå så smidigt som muligt. Kort- og mobilbetaling er nemlig ikke altid lige så udbredt som i Danmark. Kontanterne kan klare de små indkøb, som man gør på stranden, på markedet eller i kiosken, mens kortbetalingerne kan bruges til større køb, som når man handler i supermarkedet, spiser på restaurant, lejer bil osv.”, siger Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker.

Husk at betale i lokal valuta i udlandet

I forbindelse med betalinger i udlandet vil du nogle gange få anført prisen i danske kroner, men der får du en dårlig valutakurs.

I disse tilfælde skal du altså foretage et aktivt valg og ændre betalingen til lokal valuta for at undgå den dyrere betalingsmetode. 

"Selvom det kan være rart at få præsenteret beløbet for dit indkøb i danske kroner, er denne løsning en del dyrere, end hvis du vælger at betale i lokal valuta, for valutakursomregningen er ikke til din fordel", siger Mybankers cheføkonom Jens Hjarsbech.

Hæv kontanter på rejsemålet

Når du vil have kontanter med på rejsen, skal du huske på, at bankerne normalt kræver et valutatillæg, når du bruger dit kort til at hæve kontanter både i Danmark og i udlandet.

Det er dog oftest billigst at hæve kontanter, når du når frem til feriedestinationen, frem for at hæve hjemmefra i banken. Der kan nemlig være et ekstra gebyr ved at hæve udenlandsk valuta hjemme i egen bank, hvilket især gælder andre valutaer end euro.

I nogle tilfælde kan det dog godt betale sig, hvis du er tilknyttet en form for ’fordelsprogram’ i din bank. Derfor bør du undersøge størrelsen på hævegebyret, før du tager på ferie.

Hvad gør du med overskydende rejsevaluta?

Har du udenlandske kontanter tilbage efter ferien, skal du være opmærksom på, at mange banker ikke længere veksler udenlandsk valuta tilbage til kroner.

Har du anden valuta end euro, er det især svært at få vekslet pengene tilbage.

Flere banker har særlige automater, hvor du kan indsætte kontanter, der dog kun tager imod euro. Et alternativ er vekselbureauer, som du blandt andet kan finde i lufthavne.

Du skal dog være opmærksom på vekselkursen samt gebyret for at få vekslet den udenlandske valuta tilbage til kroner, for det er ikke gratis at få vekslet tilbage. Derfor skal du ikke at have hævet alt for mange kontanter på ferien.

Mest Læste

Annonce