Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Kvickly'er gør oprør: Vil ikke ændre navn

Forbrug

01/02/2023 10:42

J. Bøgen

Danmarks største Kvickly kan ikke se sig selv få et nyt navn og brand.

I går sprang en bombe i det danske detailmarked.

Coop annoncerede nemlig, at Irma, Kvickly og SuperBrugsen i løbet af 2023 bliver omdannet, så alle tre kæder fremover skal tilhøre den samme megakæde, som ganske enkelt kommer til at hedde Coop.

Men det er ikke alle butikkerne, der har armene oppe over hovedet ved udsigten til at blive en del af en gigantisk kæde. Faktisk er der nogle, der simpelthen ikke kan se sig selv ændre navn og brand.

Selvstændige butikker

TV2 Østjylland har talt med butiksindehaveren af Kvickly i Ry sydvest for Aarhus, og Århus Stiftstidende har interviewet direktør i Kvickly i Odder, som er Danmarks største af sin slags.

Begge indehaverne siger til medierne, at de ikke umiddelbart har planer om at ændre navn og udtryk, selvom spørgsmålet endnu ikke er blevet vendt i de respektive bestyrelser.

Men kan det så lade sig gøre, at to butikker på den måde gør oprør mod den store beslutning? Ja, det kan det godt!

Butikkerne er nemlig selvstændige franchisetagere, og det betyder, at butikkerne ikke er ejet af kæden.

Ifølge Århus Stiftstidende betyder det også, at den enkelte butik som udgangspunkt selv er herre over, hvad butikken skal hedde.

Åbner for dialog

Coop begrunder den markante ændring med, at kundernes indkøbsvaner har ændret sig, så flere i højere grad går efter at købe billigere varer.

Samtidig er Coop, ligesom så mange andre erhvervsdrivende, hårdt ramt af stigende priser på både råvarer og energi.

Mens det ifølge koncernen er slut med Kvickly på landsplan, er det altså ikke umiddelbart tilfældet for de to butikker.

Spørgsmålet er, om de i sidste ende har ret til at beholde navnet.

Til TV 2 Østjylland siger Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, at "Coop vil gå i dialog med de pågældende butikker" for at finde en løsning.

Han vil ikke svare på, om franchisetagerne rent faktisk har ret til at beholde Kvickly-navnet.

De første nye Coop-butikker åbner efter sommerferien. Kæden bliver den største i Danmark ifølge koncernen.

Mest Læste

Annonce