Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Over 400.000 har fået den: Nu kan du frivilligt betale den tilbage

Forbrug

30/03/2023 10:49

J. Bøgen

Muligheden er eftersigende blevet oprettet, fordi nogle borgere har udtrykt ønske om det.

D. 23. marts tiltrådte Finansudvalget i Folketinget et aktstykke, der gør det muligt for borgere frivilligt at tilbagebetale den varmecheck, som blev udbetalt i august 2022.

Og den første dag, du kan tilbagebetale checken, er faktisk i dag, torsdag d. 30. marts. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

I forbindelse med udbetalingen af varmechecken, som blev udbetalt automatisk på baggrund af oplysninger fra BBR-registeret, har der bl.a. været eksempler på, at varmechecken er blevet udbetalt til husstande, som i BBR var registreret med gasfyr, men ikke længere opvarmer deres hus med gas.

Disse husstande er ifølge loven berettiget til at modtage varmechecken og skal ikke betale den tilbage til statskassen. Der er ikke nogen, der har modtaget varmechecken på 6.000 kroner, der er forpligtet til at betale tilbage.

Enkelte borgere, der har modtaget varmechecken, har udtrykt ønske om mulighed for frivilligt at tilbagebetale det modtagne beløb. Det ønske imødekommes nu, hvor Energistyrelsen har fået hjemmel til at modtage indbetalingerne.

Sådan tilbagebetaler du varmechecken

Hvis du ønsker at tilbagebetale din varmecheck, skal du sende en anmodning til [email protected].

Du kan se hvilke oplysninger, du skal sende under ’Ofte stillede spørgsmål’ på varmecheck.dk. 

Herefter vil Energistyrelsen fremsende en faktura, som du kan vælge at betale. Der kan gå op til 20 dage, før du modtager fakturaen via e-mail. Hvis du vælger ikke at betale fakturaen, bliver den annulleret efter 30 dage, og du modtager ikke en rykker. Hvis du vælger at betale fakturaen, er betalingen bindende, og du kan ikke få pengene tilbagebetalt.

Energistyrelsen knytter ikke indbetalingen til en konkret udbetalt varmecheck. Indtægten vil tilfalde statskassen.

Fakta om varmecheck

Energistyrelsens undersøgelse om udbetaling af varmecheck estimerer at:

  • Ca. 1,6 procent har fået udbetalt varmecheck på baggrund af fejl i data om opvarmning.

  • Mellem 0 og 1 procent har fået udbetalt en varmecheck på baggrund af skønnet 2020-indkomst (f.eks. pga. uafsluttet årsopgørelse). En del heraf kan have haft en faktisk husstandsindkomst over 650.000 kr. i 2020.

Modtagere af varmechecken, der har modtaget denne pga. fejl i data, er fortsat berettiget til varmecheck ifølge loven. Det skyldes, at retten til varmecheck hviler på oplysninger i datakilderne og ikke på faktiske forhold.

Der er dermed heller ikke tale om fejludbetalinger i lovens forstand.

Indtil den 9. maj er det muligt at søge om at få udbetalt en varmecheck på varmecheck.dk for de husstande, der ikke fik udbetalt varmecheck i forbindelse med den automatiske udbetaling i 2022 grundet ikke-selvforskyldte datafejl.

De husstande, der kan dokumentere, at de lever op til kriterierne i loven og søger inden for tidsfristen den 9. maj, vil være berettiget til at få udbetalt varmecheck.

Find mere information om den supplerende ansøgningsrunde på varmecheck.dk

Mest Læste

Annonce