Nu har EU sat dato på stop af salg af fossile biler. Foto: Shutterstock
Nu har EU sat dato på stop af salg af fossile biler. Foto: Shutterstock

Slut med benzinbiler: Nu er der sat en dato

Forbrug

29/06/2022 11:28

J. Bøgen

EU’s klimaministre er blevet enige om en omfattende lovgivningspakke på klimaområdet. Det betyder blandt andet et farvel til fossile biler, og nu er der sat dato på.

EU's klimaministre er blevet enige om fem aftaler, der skal sikre, at EU når sine klimamål.

Blandt aftalerne er blandt andet et farvel til fossile biler, altså biler, der bruger benzin eller diesel, og nu er der sat en deadline for, hvornår den sidste fossile bil bliver solgt i EU.

Helt præcist vil det fra 2035 være et krav, at alle biler og varevogne er 100 procent CO2-neutrale, hvilket i praksis betyder, at fossildrevne biler ikke længere må sælges i EU.

Det skriver Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Der vil være en udfasningsperiode fra 2030, inden forbuddet træder i kraft, men også her bliver der stillet store krav til bilproducenternes klimaindsats i form af øget CO2-reduktion for både person- og varebiler.

Minister: "Det er en stor sejr for EU"

Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S), jubler over enigheden:

”Efter årelange og hårde forhandlinger, hvor Danmark først har kæmpet for et ambitiøst udspil og siden for at fastholde og øge ambitionerne, kan vi fra dansk side være glade og stolte over de aftaler, vi har indgået i dag. Det er et stort skridt for Europas grønne omstilling og for uafhængighed af Rusland, som havde været utænkeligt for bare få år siden," siger han i pressemeddelelsen.

Udover udfasningen af fossile køretøjer, er der også lavet aftaler om mål for øget optag af CO2 i jorde og skove, en social klimafond, højere klimamål for alle medlemslande og en ændring i EU's handelssystem med CO2-kvoter.

Mest Læste

Annonce