Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Store forskelle: Så meget købte vi for på Black Friday

Forbrug

14/12/2023 09:46

J. Bøgen

Der er over 50 procents forskel mellem regionerne.

Black Friday-salget 2023 fulgte den positive tendens fra sidste år, da over halvdelen af alle danskere (55 procent) foretog indkøb.

I år var det særligt de 30-39-årige, der tog del i årets tilbudsjagt, hvor andelen af shoppere i denne aldersgruppen steg med hele 10 procentpoint, og nået således op på en samlet andel på 77 procent.

Tøj, sko og tilbehør, personlig pleje og elektronik og el-udstyr var fortsat de tre mest solgte produktkategorier i år.

Alligevel har der været en stigende interesse for produkter indenfor sports- og hobbyudstyr og rejser og ophold, som begge er gået frem med 3 procentpoint, sammenlignet med et samlet gennemsnit for 2020-2022.

Indkøb i fysiske butikker

En overraskende udvikling er, at flere danskere har benyttet sig af de fysiske butikker, når de skulle jagte tilbud på Black Friday.

I år foretog 40 procent af forbrugerne mindst ét køb i fysiske butikker, hvilket svarer til en stigning på 5 procentpoint i forhold til Black Friday 2022.

Det tyder altså på, at Black Friday ikke kun er et online fænomen, men også noget som kommer de fysiske butikker til gavn. Det kan særligt kan være til gavn for de mindre, lokale butikker.

"Black Friday blev en rigtig god dag for både forbrugerne og for virksomhederne. Faktisk viser vores undersøgelse, at vi er tilbage på niveau med årene før corona. Og det er værd at bemærke. Flere kunder henlagde tilbudsjagten til de fysiske butikker, og derfor er det vigtigt at handelsvirksomhederne fortsat udvikler deres online og offline salgskanaler til at spille endnu bedre sammen," siger Jacob Kjeldsen, Branchedirektør, DI Handel.

Impulskøb

De fleste danskere brugte længere tid på at researche deres muligheder, inden de foretog deres køb. Her viser tallene, at 72 procent af alle køb involverede research, mens kun 23 procent var impulskøb.

Derudover fremgår det af analysen, at 84 procent af forbrugerne handlede i butikker, de tidligere havde handlet i, hvilket tyder på, at danskerne foretrækker butikker, de kender på forhånd. Dog nævnte 70 procent prisen som afgørende for valget af butik. 

Både den stigende interesse for sports-& hobbyudstyr og danskernes tilbagevenden til de fysiske butikker bemærkes i Eventyrsport, der sælger fritidsudstyr og -tøj:

"Det har været en særdeles tilfredsstillende Black Friday for os. Vi vækster mere, end hvad vi havde turde at håbe på både online og i de fysiske butikker. Det, vi er mest begejstret over, er de ekstra mange kunder i vores fysiske butikker i år. Væksten i de fysiske butikker har nemlig været væsentligt større i år end sidste år," siger Lars S. Sørensen, CEO, Eventyrsport.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: DI Handel

Regionale forskelle

Undersøgelsen viser også, at sjællænderne og nordjyderne brugte færrest penge under årets Black Friday, mens midtjyderne topper denne liste.

Den gennemsnitlige danske Black Friday-shopper brugte 2.528 kr. i år, en stigning på 300 kr. sammenlignet med sidste år.

Sjællænderne brugte i gennemsnit 544 kr. mindre end dette beløb, hvor nordjyderne lå på 524 kr. under gennemsnittet.

I Midtjylland lå det gennemsnitlige forbrug på mere end 1000 kr. over de laveste regionale mål, med et gennemsnit på 3025 kr. pr. forbruger.

Undersøgelsen viser også, at mænd brugte flest penge med et gennemsnit på 3.006 kr., mens kvinder brugte knap 30 procent mindre med et samlet gennemsnitligt beløb på 2.126 kr.

Heraf havde de 40-49 og 50-59-årige det højeste forbrug med samlet forbrug på henholdsvis 3.452 kr. og 3.029 kr.

Svækker ikke julehandlen

Black Friday har cementeret sin position som startskuddet til julehandlen, men med denne succes er også opstået bekymringer om, hvorvidt det store Black Friday-salg kan svække den generelle julehandel.

DI Handel Black Friday-måling viser dog, at der har været en markant stigning i andelen af Black Friday-køb, der er dedikeret til personlige fornøjelser, mens andelen af køb til andre er faldet.

Specifikt viser tallene, at 51 procent af alle Black Friday-køb været rettet mod personlige indkøb, en stigning på 7 procentpoint fra 2022. Dette betyder naturligt et fald i andelen af køb, der var tiltænkt som gaver, hvorfor årets julegaveindkøb fortsat kan forventes at komme til udtryk i salgstallene for december.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.