Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Styrelsen For Patientsikkerhed advarer: Tjek altid disse 6 ting, inden du vælger behandler eller klinik

Forbrug

19/02/2024 08:44

J. Bøgen

Det kan give dig alvorlige skader, og du er markant dårligere stillet i forhold til klager og behandling, hvis du vælger "forkert".

Der eksisterer fortsat et marked for ulovlig kosmetisk behandling, der udføres af personale uden en sundhedsfaglig autorisation og de nødvendige registreringer.

Ulovlig kosmetisk behandling kan potentielt give alvorlige skader, og man er som patient dårligt stillet i forhold til klage- og erstatningsrettigheder, hvis behandlingen går galt.

Derfor sætter Styrelsen For Patientsikkerhed med kampagnen ”Fillers uden filter” endnu engang spot på vigtigheden af, at du vælger en registeret behandler eller klinik, hvis du ønsker kosmetisk behandling som for eksempel fillers i læberne, hårfjerning med laser eller peeling af huden med syrer.

”Skal man have foretaget kosmetisk behandling, er der fortsat grund til at være opmærksom, inden man sætter sig i stolen. Vi ser forsat udfordringer med et ulovligt marked for kosmetisk behandling med klinikker, der ikke har de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer, og hvor patienternes sikkerhed bringes i fare. Vores klare anbefaling er, at man tjekker om behandleren og klinikken er registeret i vores autorisationsregister til at udføre den behandling, du ønsker,” siger Henrik Kristensen, sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Når en behandler er registeret i vores autorisationsregister til at udføre en specifik kosmetisk behandling, har behandleren de kvalifikationer, der skal til for at udføre behandlingen sikkert og hjælpe, hvis der skulle opstå komplikationer.

Kampagnen "Fillers uden filter"

Relanceringen af kampagnen "Fillers uden filter" er rettet mod personer fra 18 år og opefter og vil blive udbredt på sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat i fire uger fra uge 8.

Kampagnen indeholder blandt andet en række spørgsmål, du med fordel kan stille dig selv, inden du sætter dig i stolen og får en kosmetisk behandling.

”Vi ønsker med kampagnen at appellere til en sund opmærksomhed hos forbrugerne, fordi selv mindre kosmetiske behandlinger kan give alvorlige og uoprettelige skader, hvis de ikke foretages patientsikkert,” siger Henrik Kristensen.

Det er strafbart at udføre kosmetisk behandling, hvis man ikke er registeret hos os til at måtte udføre kosmetisk behandling. Bliver vi bekendt med en klinik, der udfører ulovlig kosmetisk behandling, gør vi klinik og behandler opmærksom på det, og bringer de ikke forholdene i orden, videregives sagen til politiet.

Du kan læse mere om kampagnen ”Fillers uden filter” samt finde autorisationsregisteret her: https://stps.dk/aktuelle-indsatser/fillers-uden-filter

Stil dig selv disse 6 spørgsmål

Seks gode spørgsmål inden du vælger en kosmetisk behandler eller klinik

1. Er behandleren eller klinikken registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed? Tjek om behandleren eller klinikken er registreret i autorisationsregisteret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

2. Er prisen for god til at være sand? Hvis prisen på behandlingen er meget lav, eller tilbuddet virker til at være lidt for godt, så er det nok for godt til at være sandt.

3. Er det en rigtig klinik? Klinikken skal have en adresse, som er til at slå op.

4. Er der rent? Når man skal lave kosmetiske behandlinger, skal der være rent. Så hold øje med at hygiejnen er i orden.

5. Er der risici ved behandlingen? Du skal vide, hvad du går ind til, og behandleren skal oplyse dig om risici og mulige bivirkninger ved behandlingen.

6. Får du betænkningstid? Ved mindre kosmetiske behandlinger som fx filler i læber, botox og peeling af huden skal du have minimum to dages betænkningstid fra konsultation til behandling.

Mest Læste

Annonce