Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Vanvittig forskel: Nogle betaler 300 procent mere, end de behøver

Forbrug

12/05/2023 12:17

J. Bøgen

Føler du dig snydt?

Lyden fra boremaskinen er netop holdt op. Du sidder i tandlægens stol, og nu mangler du kun at betale regningen: 2.315 kroner for en fyldning. Hvad du ikke ved, er, at gennemsnitsprisen i din by er 874 kroner lavere.

Eksemplet er fra København, men de store prisforskelle går igen landet over, og det gælder ikke kun fyldninger.

Det viser en ny stikprøve fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af tandlægepriser på sundhed.dk, hvor man kan sammenligne tandlægernes priser. Stikprøven omfatter samtlige tandlægers priser i København, Slagelse og Herning på tre forskellige ydelser, nemlig rodbehandling, fyldning og indsættelse af en krone.

”Tandlægekunder er ofte knyttet tillidsmæssigt til deres tandlæge. Det er der ikke noget forkert i. Med så store prisforskelle vil jeg dog opfordre til, at man som kunde undersøger priserne på sundhed.dk for at tjekke, om der kan være noget at spare,” siger Louise Kastfelt, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Vi snyder os selv

Selv om der kan være besparelser at hente ved at skifte tandlæge, er det begrænset, hvor ofte forbrugerne skifter tandlæge.

En tidligere undersøgelse foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vist, at under ti procent af forbrugerne har skiftet tandlæge inden for de seneste to år. Den hyppigste årsag til at skifte er flytning. Undersøgelsen er omtalt i artiklen ”Forbrugeradfærd på 13 markeder” fra september 2020.

Der er også forbrugere, der vælger at udskyde eller melde afbud til deres tandlæge. En mulig årsag kan være den høje inflation, der kan have gjort det sværere at finde pengene til at få tilset eller ordnet tænderne.

”Hvis økonomien presser, er det endnu mere oplagt for den enkelte kunde at undersøge, om man kan spare penge på samme behandling hos en anden tandlæge,” siger Louise Kastfelt.

Priserne på sundhed.dk dækker over tandplejeydelser, hvor der ikke er faste priser ved alle tandlæger. På hjemmesiden kan forbrugere vælge en bestemt ydelse, og herefter dukker der en liste op med tandlæger, man kan vælge imellem.

Det er på hjemmesiden muligt at prioritere i priser og afstand, så man for eksempel først får vist de tandlæger, der ligger tættest på ens arbejde eller hjem.

Nedenfor ses en tabel med priser for tre forskellige typer af behandlinger. Priserne er hentet på sundhed.dk og omfatter samtlige tandlæger i henholdsvis København, Slagelse og Herning.

Kilde: https://www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/tandlaege/tandlaegepriser/ (data hentet d. 14. april 2023)

Værd at bemærke

Tandlægerne angiver deres priser for hver behandlingstype i et interval med en ”fra”-pris og en ”til”-pris, da prisen kan variere efter kompleksiteten af en given behandling. Her er taget et gennemsnit ud fra ”fra”-pris og ”til”-pris, for at gøre prisdata mere sammenlignelig på tværs af tandlæger.

Den endelige pris hos tandlægen kan derfor variere i forhold til tabellen.

Tandlægepriser for København er hentet fra tandlægeklinikker i postnumrene 1000-2450

For Slagelse er det klinikker i postnummeret 4200 og for Herning i postnummeret 7400. 

Mest Læste

Annonce