Forbrugerpriserne står stille for anden måned i træk

Velfærd

10/05/2016 09:57

Nick Allentoft

Inflationsspøgelset har sjældent været længere væk. Prisudviklingen er flad og har været det i to måneder.

Der er ingen grund til at frygte inflation lige nu. Faktisk nærmest det modsatte. Forbrugerpriserne står stille og det for anden måned i træk. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Der var ingen stigning i det samlede forbrugerprisindeks i april i forhold til samme måned sidste år. I marts var der heller ingen årlig stigning i forbrugerprisindekset, skriver Danmarks Statistik.

Nuludviklingen dækker over, at specielt benzin, diesel, tøj og fyringsolie er blevet billigere i forhold til samme periode i 2015 mens husleje, bankgebyrer og besøg på restauranter og cafeer er blevet dyrere.

Danmarks Statistik nævner samtidig uddannelse, som noget, der er blevet dyrere.

- Den største prisstigning det seneste år er på uddannelse. Stigningen på 2,5 procent, skyldes især højere priser for at gå på privatskole, skriver Danmarks Statistik.

Den totalt fraværende inflation er en god nyhed for økonomien, hvis man spørger Nordeas chefanalytiker Jan Størup Nielsen, da lønstigninger dermed bliver til ren købekraft.

- Den positive reallønsvækst åbner derved døren for en øget købekraft i de danske husholdninger. Dertil skal lægges den meget lave rente, stigende boligpriser og fremgang i beskæftigelsen. 

- Det giver gode muligheder for, at privatforbruget kan fungere som vækstmotor i en dansk økonomi, som for tiden er ramt af en svag udvikling i verdensøkonomien, skriver analytikeren.

Både han og en stribe andre økonomer og analytikere forventer, at der vil komme inflation igen i anden halvdel af året, fordi det markante fald i oliepriserne ikke længere vil farve tallene.

- Når vi kommer på den anden side sommer, vil effekterne fra de faldende oliepriser forsvinde ud af de årlige beregninger. Dermed vil inflationen igen begynde at stige, så den vil nærme sig én procent mod årets slutning, skriver Jan Størup Nielsen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce