"Glæden og jublen var stor, da jeg så regeringsprogrammet for to år siden, og skuffelsen efterfølgende lige så stor efterhånden som tillidsreformen er opløst,” siger Dennis Kristensen.

Forbundsformand: Sygelig generalisering

Bureaukratiet bliver fodret af mistillid og sygelig generalisering, som blokerer for modernisering af den offentlige sektor. Det mener FOAs formand, Dennis Kristensen, der efterlyser mere civil ulydighed i opgøret med bureaukratiet, og drømmer om mere tillid mellem ansatte og chefer.

“Der er etableret en sygelig generaliseringskultur, hvor en enkelt fejl bliver en generel fejl i hele den offentlige sektor. Der er brug for, at ledere og politikere går i spidsen for et holdningsskifte.”

FOA’s formand, Dennis Kristensen, der selv er kendt for at melde skarpt og klart ud, når en dagsorden ruller i medierne, efterlyser forandring. Efter 30 år med forskellige forsøg på offentlig modernisering og effektivisering vil forbundsformanden ændre paradigmerne - og han er klar til at starte på egen banehalvdel.

“Vores overenskomster bygger på en mistillidskultur. De er baseret på en forventning om, hvad der er det værste, der kan ske. Kulturen bygger på, at hvis ikke det står der, så vil enten lønmodtager eller arbejdsgiver udnytte det. Det er helt tosset,” erkender Dennis Kristensen.

Læs også:

Dennis Kristensen: Giv ansatte udfordringsret 

Tillidsreformen er blevet bureaukrati

Derfor var han også nærmest lykkelig, da regeringen for to år siden forsøgte med en ny dagsorden for den offentlige sektor. Man talte om en tillidsreform, men siden er tilliden blevet til forhandlinger, der ifølge Dennis Kristensen er blevet til bureaukrati, der følger de formelle processer for at skabe forandringer i den offentlige sektor.

“Vi har haft en meget lang periode, hvor ansatte har følt sig druknet i omstilling, projekter og nye filosofier og metoder. Derfor var glæden og jublen også stor, da jeg så regeringsprogrammet for to år siden, og skuffelsen efterfølgende lige så stor efterhånden som tillidsreformen er opløst,” siger Dennis Kristensen.

DenOffentlige.dk møder forbundsformanden i anledning af Moderniseringsprogrammets 30 års fødselsdag. En mærkedag, der udstiller, hvordan forskellige regeringer i årtier har brugt de samme ord til modernisering og reformering af den offentlige sektor.

Tidligere i år vakte FOA en del postyr i fagbevægelsen, da organisationen med Dennis Kristensen i spidsen gik enegang, og meldte sig ud af forhandlingerne om en tillidsreform. Siden kom det tilmed til en splittelse mellem FOA og OAO, som FOA forlader ved årsskiftet.

Men Dennis Kristensen er kendt for at gå imod de etablerede rammer, hvis han tror det gavner medlemmerne af FOA, og netop tillidsreformen, eller opgøret med mistilliden, er en central dagsorden for FOA og deres forbundsformand.

“Vi har to gange i min tid, og også før, forsøgt at lave overenskomst ud fra tilgangen, at kollegerne skal kunne læse, hvad deres vilkår er. En overenskomst kan virkelig være for viderekommende, men hver gang vi har forsøgt at forenkle, løber vi ind i store debatter. Vi har haft arbejdsgrupper på begge sider af bordet, og man kan være enig om dele, der er håbløse, men derfra og så til at forenkle, er der langt,” indrømmer Dennis Kristensen.

Læs også:

Jens Christian Birch i Lederskabshøringen: Politisk ledelse står ved en korsvej

Forbundsformanden drømmer om et forhandlingsklima, hvor parterne kan mødes for at gøre det, der er fornuftigt.

“Kulturen i alt det her bygger på, at hvis noget ikke er nedskrevet, så vil enten lønmodtager eller arbejdsgiver udnytte det. Derfor forudsætter en tillidsreform en helt anden ledelses- og styringstænkning. Vi skal have skabt et fælles rum, hvor parterne kigger hinanden i øjnene og sammen gør det, der er fornuftigt,” mener Dennis Kristensen.

Forandringer skal komme i kommunerne

De praktiske erfaringer fra overenskomsterne får ham i dag til at se mod kommunerne. For når det er så vanskeligt at forenkle, selvom man vitterlig vil, må forandringerne ske på anden vis. Derfor har Dennis Kristensen vendt blikket væk fra centraladministrationens, organisationernes og regeringens skriveborde og ud mod kommunerne.

“Regeringsinitiativer kan måske nok understøtte en udvikling, men jeg har opgivet troen på, at det kan flytte noget for alvor. Jeg tror ikke på, at forskellige reformprogrammer kan ændre særlig meget. Den borgernære velfærdsservice ligger jo i kommunerne, så de mærkbare forandringer skal ske der,” mener Dennis Kristensen.

Når kommunerne for alvor rykker, er han samtidig klar til at bakke de gode eksempler og initiativer op.

“Vi skal alle sammen blive meget bedre til at systemeksportere de gode eksempler fra en kommune til flere kommuner,” siger Dennis Kristensen.  

Emneord: Tillidsrefom, Bureaukrati, FOA, OAO, Dennis Kristensen, Mistillid, Forhandlingsklima, Centraladministrationen, Moderniseringsprogrammet, Generalisering, Chefredaktør Nick Allentoft
Samfundssind v. Nick Allentoft på DenOffentlige.dk Tidligere stifter og chefredaktør på DenOffentlige.dk....
Aktivitet: Artikler: 88 | Kompetenceområder: 7

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også