Fremtidens public service: Her er partiernes ønsker

Fri konkurrence om public service milliarderne eller koncentration af public service produktionen. De politiske ønsker til kommende medieforlig spænder vidt.

S: Public service-indholdet bør ikke laves af for mange
Public service-indholdet i danske medier bør holdes samles og ikke spredes for meget ud over forskellige aktører. Det mener Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, efter præsentationen af Public service-udvalgets rapport mandag.

- Jeg synes, at rapporten peger på, at der er behov for en samlet institution, der laver public service. Det er jeg sådan set enig i. Hvis man spreder det ud på en masse aktører, kan man ikke holde styr på, at kvalitet og indhold bliver, som det skal være, siger han.
 
Rapporten opstiller fem forskellige scenarier for fremtidens public service i Danmark og giver et bud på effekterne af forskellige tiltag. Mogens Jensen peger på, at det i rapporten bliver understreget, at det ikke er tilstrækkeligt, at der stilles et bredt udvalg af public service-indhold til rådighed. 
 
Det er ifølge udvalget vigtigt, at "der skabes mulighed for en sammenhængende kuratering af public service-indholdet, så brugerne ledes hen til indhold, der ligger uden for deres umiddelbare præferencer."
 
Et af de mulige scenarier, udvalget har arbejdet med, er et salg af TV2 til en privat aktør. Det vil ifølge udvalget potentielt kunne styrke regional journalistik og spare staten penge.
 
Men den idé falder ikke i god jord hos Socialdemokratiet.
 
- At sælge TV2 er ikke på vores dagsorden. Det vil blive sværere at fastholde deres public service-forpligtelser. 
 
- Man kan ikke garantere, at stationen fortsat vil have det gode indhold, der gør, at det er danskernes foretrukne tv-kanal. 
 
- Der er ingen grund til at ændre på TV2, når stationen i dag løser sin opgave og gør det godt, siger han.
 
 
Venstre vil have et mindre og mere fokuseret DR
DR skal have mere fokus på nyheder, dokumentar og drama, men Danmarks Radio skal være mindre, og private aktører skal tage sig af noget af det indhold, DR leverer i dag. Det siger Venstres medieordfører, Britt Bager, i forbindelse med, at et særligt public service-udvalg mandag offentliggør en rapport, der oplister fem scenarier for fremtidens public service.
 
- Det er ingen hemmelighed, at vi har meldt ud, at vi er åbne over for at få et mindre DR. Det er vi stadig. Det laver rapporten ikke om på. Nogle af de ting, DR sender, kunne lige så godt laves af de kommercielle aktører, siger hun.
 
Der tages i scenarierne højde for en række ting som DR's størrelse, om Radio 24syv skal fortsætte, om TV2 skal sælges, og hvad der skal ske med den regionale dækning. Britt Bager ønsker dog ikke at udpensle, hvad det er, DR skal lave mindre af.
 
- Jeg vil hellere vende det om og sige, at DR skal opfylde public service-forpligtelsen med mere fokus på public service. Det vil sige fokus på nyheder, dokumentar og drama.
 
Spørgsmål: Der er noget, der skal være mere fokus på, men samlet skal DR være mindre. Hvad er det så, der skal væk?
- Det kan jeg ikke sige nu. Jeg vil gerne definere det positivt, og sige, hvad der skal være mere fokus på. Vi har lige fået rapporten nu, og jeg synes ikke, vi skal tage den diskussion på et uoplyst grundlag.
 
Dog nævner hun amerikansk underholdning som en af de ting, DR ikke behøver have fokus på fremover. Når det kommer til spørgsmålet om Radio24syvs overlevelse, ser hun det ikke som en mulighed at lukke stationen.
 
- Tværtimod skal vi styrke Radio24syv. Jeg vil meget hellere kaste public service-bolden op i luften, så vi siger, at vi har de her ting, der skal leveres, og hvem kan så levere det? Det kan jo være, Radio24syv kan levere det og skal have en tv-station, eller at dagbladene kan tage sig af nogle flere ting, siger hun.
 
 
LA: Alle medier skal kunne søge om at lave public service
LA vil fastlægge, hvor meget public service vi vil have og bagefter kan medier søge penge fra puljen. Partiet vil lade offentlige og private medier producere public service-indslag ved at søge penge fra en fælles pulje. Det foreslår partiets medieordfører, Mette Bock, i forbindelse med, at et særligt public service -udvalg mandag offentliggør en rapport, der oplister fem scenarier for fremtidens public service .
 
Der tages i scenarierne højde for en række ting som DR's størrelse, om Radio 24syv skal fortsætte, om TV2 skal sælges, og hvad der skal ske med den regionale dækning. Liberal Alliance havde gerne set endnu et scenarie i udvalget rapport.
 
- Tænk, hvis man fik defineret, hvilket public service-indhold vi skal have produceret og distribueret i et lille land og sprogområde som Danmark, siger Mette Bock i en kommentar. 
 
- Dernæst kunne vi så lave vi en stor public service-pulje, som alle - både private og offentligt ejede medier - kunne søge på lige fod.
 
Den fælles pulje vil garantere bedre indhold for færre ressourcer. Så skal et privat marked ikke lide under, at offentligt ejede og offentligt finansierede medier kan udkonkurrere dem på forhånd, mener Mette Bock.
 
- Til gengæld ville vi også sikre, at vi fik det indhold leveret, som de private medier ikke kan eller vil påtage sig at løfte, siger hun.
 
Mette Bock ærgrer sig over, at udvalget tager afsæt i den nuværende struktur på mediemarkedet. 
 
 
DF: DR kan godt spare og stadig levere en masse indhold
Dansk Folkeparti ønsker at DR skal aflevere hver fjerde krone af årsbudgettet på 3,7 milliarder kroner. Samtidig skal stationen af med tv-kanalen DR3 og radiokanalen P3. Endelig skal DR's lederlag slankes. Det siger Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus. 
 
- DR skal spare. De skal være lidt mindre end i dag. Og så skal de stadig levere en masse dansk indhold. Vi tror på, at man godt kan spare og levere indhold, siger Morten Marinus og tilføjer: 
 
- Måske skal en kanal eller to og medieforskningen flyttes fra DR. 
 
DR bør selv snarest lukke DR3. Tv-kanalen tiltrækker ikke unge seere, fordi DR har fyldt fladen med udenlandske film. Så er seernes gennemsnitsalder steget til 44-46 år, siger Morten Marinus.
 
- Vi har talt om at flytte P3. Det kunne også være en anden af DR's FM-kanaler. DR negligerer populærmusik, dansktop, country, jazz og folkemusik i bredeste forstand, siger DF's medieordfører.
 
Han vil sælge TV2 med public service-forpligtelser, og hovedsædet skal blive i Odense. Men DR skal ikke snuppe TV2's regioner, fastslår han.
 
- Vi er i hvert fald imod at slå dem sammen med regionalradioen i DR, mener Morten Marinus.
 
Han vil ikke slanke DR, fordi stationen mister unge seere og lyttere til andre medier.
 
- Nej. Men DR har en masse public service-forpligtelser, som de ikke lever op til, mener Morten Marinus.
 
Men han afviser blankt at lukke Radio 24syv, når koncessionen udløber i 2019.
 
- Vi er meget store tilhængere af Radio 24syv. De har kæmpet hårdt for at leve op til de mange krav og forpligtelser, de driver deres radio under. De er kommet i mål med antallet af lyttere og som podcast, siger DF's medieordfører, Morten Marinus.
 
 
Konservative vil slanke DR uden rundbarbering
DR skal slankes, men stadig producere public service, mener De Konservatives medieordfører Naser Khader, som vil bevare DR som et fyrtårn for dansk kultur, historie og sprog.  DR skal ifølge de Konservative producere public service, som kommercielle medier ikke laver. Og selv om DR skal slankes, vil partiet ikke rundbarbere statsmediet. Det fastslår De Konservatives medieordfører, Naser Khader. 
 
- Vi er ikke med på at slagte DR eller skære en fjerdedel eller en tredjedel af budgettet. Det er vigtigt at gøre DR mere fokuseret. Der kan sikkert spares visse steder, og DR kunne gøres slankere, siger Naser Khader.
 
Han vil ikke udpege kanaler eller fagområder i DR, som skal væk.
 
- Vi er ikke mod kommercielle mediekanaler. De kommercielle formater kan udmærket overtages af TV3 og andre. Men DR skal tage sig af vores kulturelle bagage, siger Naser Khader. 
 
Public service udvalget fremlægger en fremtid, hvor TV2 sælges og Radio 24syv stopper i 2019, når koncessionen udløber.  De Konservative vil kun sælge TV2, hvis TV2's regioner lægges under DR, fastslår medieordføreren.
 
- Vi har ikke problemer med at sælge TV2. Til gengæld skal man udskille TV2's regioner, hvis man sælger TV2 uden public service-forpligtelser.  Man kunne forestille sig, at det blev inden for DR's rammer, siger Naser Khader.
 
Han afviser ligesom DF blankt at lukke Radio24syv, som blev skabt af De Konservatives tidligere kulturminister Per Stig Møller.
 
- Radio24syv har sat dagsorden. Den er kommet ud over rampen. Den gør en forskel. Den har givet DR kamp til stregen og har gjort DR bedre. Så jeg mener, at Radio24syv er kommet for at blive, siger Naser Khader.
 
 
Emneord: Public service, Mediestøtte, Medieaftale
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også