Fremtidens skolelederuddannelse – mere praksisnær og større fagligt fokus

Ledelse

08/06/2017 14:00

Nye krav og opgaver i skoleledelse er ikke en isoleret udviklingstendens, men spreder sig i fuld fart til andre kommunale fagområder. Derfor forventer COK også, at bl.a. øget praksisnærhed fra en ny skolelederuddannelse spreder sig på samme vis.

I sidste uge blev det meldt ud, at regeringen og KL barsler med en ny skolelederuddannelse, der både retter sig mod kommende og nuværende skoleledere. Intentionen er at sikre en mere praksisnær skolelederuddannelse med et større ledelsespædagogisk fokus. 

COK på DenOffentlige

COK er redaktør for eget indhold på DenOffentlige, og udgiver artikler, debatindlæg, synspunker, pressemeddelelser og cases om offentlig ledelse og kompetenceudvikling. 

Læs mere om COK her. 

Læs mere om at blive redaktør her.

Her 10 år efter kvalitetsreformen er det tid til at justere indhold og udbud af diplomlederuddannelser til skolelederne. Teori og praksis skal gå mere hånd i hånd, og skolelederne skal i højere grad være i stand til at udvikle egen praksis i egen organisation.

Undersøgelsen ”Skoleledelse 2016-17”, som COK har gennemført i samarbejde med Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen, bekræfter, at både de kommunale arbejdsgivere og skolelederne efterlyser en lederuddannelse, der er mere praksisnær og tættere knyttet til hverdagens udfordringer.  

I undersøgelsen efterlyser skolelederne metoder til ledelsesmæssigt at forankre de mange forandringer, der i disse år finder sted på skoleområdet. 

Blandt andet giver skolelederne udtryk for, at de mangler redskaber til systematisk feedback til medarbejderne samt konkrete anvisninger på, hvordan store mængder af data kan anvendes i forhold til at øge elevernes læring og trivsel. 

Kort sagt dokumenterer undersøgelsen, at der blandt skolelederne er et øget ønske om og behov for at komme tættere på kerneopgaven.

Set i det perspektiv burde en del af fremtidens skolelederuddannelse derfor foregå på den enkelte skole og involvere medarbejdere, bestyrelser, ledelseskolleger og samarbejdspartnere. Hermed får kommende såvel som nuværende skoleledere en bedre mulighed for at omsætte teori til praksis i virkelige situationer og træne de mere generelle ledelsesmæssige værktøjer, som også i fremtiden vil være en del af skolelederuddannelsens fundament.

Resultaterne i undersøgelsen ”Skoleledelse 2016-17” understøtter, hvad jeg løbende hører i mine samtaler med kommunale chefer og ledere. I landets kommuner er forventningen, at de ændrede krav og nye opgaver inden for skoleledelse ikke er en isoleret udviklingstendens på skoleområdet, men en udvikling, som allerede er i fuld gang med at sprede sig til de øvrige kommunale fagområder.

COK hilser det velkomment, at øget praksisnærhed og ændret vægtning af indholdet i fremtidens diplomlederuddannelser spreder sig fra skoleområdet til de andre kommunale områder. 

På længere sigt har vi en forventning om, at netop praksisnærhed og mere fagligt fokuseret ledelse bliver centraler emner i regeringens Ledelseskommission. Og på kort sigt ser vi frem til konferencen ”God skoleledelse – gør en forskel”, som bliver afholdt den 12. juni i Odense. Her vil undervisningsministeren, KL og arbejdsudvalget præsentere den videre proces i forhold til den nye skolelederuddannelse.

Blogindlægget har været bragt på danskekommuner.dk

Mest Læste

Annonce