Er kommunerne nødvendige?

Udvalget var nedsat så det var forudsigeligt hvordan arenaen virkede. Det hele ligner de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og de to kommunale interesseorganisationer, og det er underforstået på forhånd at der ikke skal ske nævneværdige ændringer. Jeg tør dog heller ikke sige, om der allerede nu burde ske store og markante ændringer, det kræver jo kræfter og ressourcer. Men så alligevel – uden at måske hovedstrukturen skulle ændres, det kunne man så melde – er der så mange kritiske områder, som i den daglige drift volder problemer, at det er synd hvis man kun skøjter overfladisk hen over det meste. Det er bare at udskyde væsentlige debatter.

Legitimetet under pres 

Hæver man sig lidt over den almindelige accept af strukturen, kan man se at kommunerne står et paradoksalt sted i udviklingen. På den ene side er kommunerne blevet store og stærke – bæredygtige, kaldtes det – på den anden side er kommunernes legitimitet i dag lavere end den var forud for reformen. Hvor ser jeg den lavere legitimitet vise sig?

To meget afgørende ting er sket, et nybrud i forhold til hvordan tankegang og retorik var under kommunalreformens udrulning. Det ene er tankegangene om “kommunerne” som en indgang for borgeren, et af de vigtige mantra for reformen – noget der i dag er forladt. Bevares, de fleste opgaver er da stadig under kommunens tag, men Udbetaling Danmark viste vejen for hvordan snart sagt det hele jo kan omlægges til statslige centre, hvilket jo så kan hænge som en evig trussel, hvis ikke kommunerne leverer varen på et eller andet felt.

Det andet som er sket er de omorganiseringer på socialområdet der er undervejs, omlægning til regionale tilsynsenheder (ganske vist placeret hos få kommuner, men trukket ud af kommunens almindelige organisation), og oprettelse af særlige centre for børn der har været udsat for overgreb. Det er jo ikke svært at finde argumenter for, at en specialiseret samlet enhed må være fagligt stærkere, ved fx at kunne tiltrække højere kompentence. Iværksættelsen sker på baggrund af voldsom kritik af kommunerne på disse felter, og fremad vil det også kunne udgøre en trussel om at sådan kan man fortsætte med at skære skiver af kommunens opgaver og faglighed. Kompetencen vil jo så også flytte derhen hvor det mest specialiserede foregår, og omvendt vil kommunerne lide under personalesvækkelsen.

Paradokset kan vise sig at være en skrue uden ende. Der er vel månedligt rapporter om en kommune der gør det for dårligt på det specialiserede børneområde. I denne måned er det Hjørring. Hvorfor ikke også se om specialiserede centre kunne gøre det bedre på dette felt; har en politiker måske allerede udtrykt det ?

Jeg ved snart sagt ikke hvor jeg selv står i forhold til en anbefalet vej, men jeg ser en meget mangelfuld debat om hele kommunestyret, og i de enkelte eksempler er argumenter og debat fragmentarisk.

Et anden eksempel kunne danne et perspektiv for en mulig udvikling væk fra kommunerne. Det er gymnasierne. En lille pind i den store kommunalreform gjorde de hidtidige amtslige gymnasier til selvejende institutioner. Det er vistnok en succes (siger jeg, fordi det siger mange, og jeg kender ikke nogen evaluering på området). Økonomisk er styringen blevet gjort ensartet for hele landet, og det er meget succesfuldt hvad de økonomiske resultater angår. Som en aktør på området udtrykte det over for mig, “den politiske indflydelse (de tidligere amtsrådspolitikere) er rykket på afstand, mange driftsspørgsmål kan gymnasiet selv løse, det styrker rektor og ledelsen, bestyrelsen holder sig også lidt i baggrunden”.

Sprækker også indefra

Kommunernes legitimitet er altså under pres udefra, men set indefra i kommunen er der også sprækker i legitimiteten. Det kan jeg følge op en anden dag, men her et kort signalement. Fra byrådene (måske ikke så meget borgmesteren) meldes om stressende arbejdsvilkår, for mange papirer, uklar politikerrolle, statslig styring af det meste – de kan simpelt hen ikke rigtig finde ud af hvad de er der for. Lederne har aldrig været så meget under uddannelse som disse år, og de er også ret dygtige. Men organisationen hænger ofte ikke sammen. De strategier lederne skal melde ud, er et rodet striksammen af statslige reformer, lokalpolitiske ideer og reelle behov hos brugere og faglige krav der skal opfyldes. Forvaltningsledelsen kommer dermed i en situation hvor den “…hyppigt optræder på en måde, som gør det umådeligt svært at finde ud af hvad der er op og ned”

Citat fra professor Grønnegård, juli 2011