Administrator Pressen, politikerne og forvaltningerne holder hinanden i et jerngreb og jerngrebet hedder: Ingen fejl! Laver du den mindste fejl, bliver du udstillet! Så skal du undskylde, rette fejl og bruge penge på at indføre nye regler, som skal hindre fejl fremover! Derfor bruges der masser af ressourcer på at forhindre fejl: Kontrol og opfølgning, kriseberedskab, spin, budskabstræning osv.
HØNEN OG ÆGGET? Det er svært at sige, hvem der har startet den onde cirkel – mdierne, politikerne eller administratorerne? Politikerne profilerer sig hver især på at gå ind og love at rette de fejl, som pressen afslører. Pressen lever af at “afsløre” selv den mindste mugplet på rabarbergrøden. Og embedsmændene lever af at udtænke indvinklede evaluerings- og kontrolprocedurer og følge op på dem.
TIL HVIS GAVN? Problemet er at nulfejlskulturen ikke gavner ret mange derudover. Aller mindst Danmark. Ressourcerne bruges forkert: 1) Som land bliver vi ikke rigere af at vi bruger mere tid på at kontrollere hinanden, 2) Ingen nye ydelser, services eller produkter udvikler sig optimalt i en kultur, hvor der er et meget stort fokus på små, ubetydelige fejl.
DE STORE SYNDERE SKAL STADIG FINDES. Lad mig slå fast: Jeg drømmer ikke om russiske eller kinesiske tilstande, hvor journalister bliver forfulgt for at påpege magtmisbrug og for at afsløre korruption. Det er pressens fornemste opgave at afsløre magtmisbrug. Det er bare ikke det, ressourcerne bliver brugt på i vores del af verden. Ressourcerne bliver brugt på et meningsløst rundhyl af ligegyldige småfejl, begået af politikere og forvaltninger. Alt imens befolkningen, som ellers på vore breddegrader har mulighederne for demokratisk indflydelse og medleven, efterlades med politikerlede og ulyst til at tage del i samfundsdebatten og nyhedsstrømmen.
KONSTRUKTIVE NYHEDER EFTERLYSES. Alligevel skal vi ikke smide barnet ud med badevandet. De gamle nyhedskriterier med Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation og Sensation som krav har vist sig effektive. Men måske kunne vi bare for en del af nyhederne indføre endnu et kriterium: Nytteværdi! Nyheden skal være til nytte. Nogen eller noget skal kunne bruge den til noget. Fremadrettet.
LENE FRA HANSTHOLM KOMMUNE. I en kommune i Nordjylland, lad os sige Hanstholm, sidder en sagsbehandler, lad os kalde hende Lene. I den ophedede debat om meningsløs aktivering, håbløse integrationsprojekter og sprogkurser, der ikke virker, sidder hun og brænder inde med en god historie: I hendes kommune er ALLE indvandrerkvinder nemlig kommet i arbejde. Hvordan? Fordi Lene og en kollega har taget hver enkelt i hånden og sagt: Kom! Nu går vi ud og finder præcis det, der passer til dig! Og det har de så gjort. Hvor skal Lene gå hen med denne historie? Hvem vil fortælle den videre? Er kommunens kommunikationsfolk gearet til at få øje på den og formidle den med al den styrke, den har? Og ikke mindst: Er pressen moden til at bringe den?
VI VIL GERNE LÆSE OM LENE. Det store spørgsmål, alle stiller her, er: Vil folk læse om Lene? Ja, det vil de gerne. Søgningen mod specialmedier med konstruktivt indhold og internettets crowdsourcing af viden samt mange undersøgelser af især de yngre mediebrugeres syn på nyheder bekræfter, at folk er dødtrætte at historier, der kun fortæller om alt det der gik galt – om alle dem, der ikke levede op til deres ansvar. Folk er dødtrætte af historier, der kun skaber frygt, mistro, lede, opgivenhed og bekymring uden at anvise løsninger og dele viden om fremskridt.
SKRIV OM FREMTIDEN – IKKE KUN OM FORTIDEN. Jamen, skal vi da alle til at være jubeloptimister og rygklappere? Er den anerkendende bølge nu ikke gået for vidt? Nej, ikke hvis vi gør det rigtigt. Det handler ikke om at være ukritisk eller feje det dårlige ind under gulvtæppet. Konstruktive nyheder er ikke ukritiske, men løsningsorienterede. Man kan også sige at hvor traditionelle nyheder udelukkende søger svar i fortiden, er konstruktive nyheder rettet ind i fremtiden: – Hvilke løsningsmuligheder findes? – Hvilke alliancepartnere findes? – Hvornår gør de noget? – Hvordan kommer vi nærmere en løsning?
HAR JOURNALISTER ET ANSVAR? Anerkendelsen er ikke gået for vidt. Der sidder masser af dygtige folk rundt omkring som Lene, der oplever at deres viden og resultater hverken bliver set, hørt eller delt. Folk der skaber den viden, vi skal leve af i fremtiden og som vores velfærd skal overleve på. Har vi ikke som presse et ansvar for at være med til at dele den viden? Eller skal vi fortsat forstå os selv som nogen, der primært tæller mugpletter på rabarbergrøden og påpege de andres fejl, hvor små de end måtte være?
