Som virksomhed handler det om at følge med efterspørgslen.
Det har Arla måttet sande, og derfor investerer de nu hele 34,5 mio. euro, svarende til godt 260 millioner kroner, i en ny produktionslinje i Linköping, Sverige.
Den store investering skyldes alene ét produkt: Skyr.
Sådan lyder det fra Arla Foods i en pressemeddelelse.
Den nye produktionslinje vil primært producere skyr til det svenske marked, hvor efterspørgslen til tider har været stærkt stigende over de sidste par år.
Interessen for skyr drives af den voksende appetit på proteinrige og fedtfattige produkter, og i 2024 blev skyr – lokalt kendt som kvark – endda kåret som årets mest trendy fødevare i en undersøgelse foretaget af den svenske fødevareorganisation Livsmedelsföretagen.
Investeringen vækker selvsagt glæde på ledelsesgangene hos det andelsejede mejeri.
“Jeg er meget glad for at kunne annoncere denne store investering, som virkelig opfylder alle kriterier. Forbrugernes efterspørgsel på skyr er høj og voksende, vores svenske andelshavere er dedikerede til at producere med lavere klimaaftryk, og Arla har en særlig ekspertise i at forvandle deres mælk til proteinrige og velsmagende skyr-produkter. Med denne investering sikrer vi fremtidig vækst inden for kategorien,” siger David Boulanger, Executive Vice President for Supply Chain i Arla.
Den nye skyr-linje forventes at være i drift i første kvartal af 2028 og vil styrke mejeriets rolle som et strategisk knudepunkt i Arlas svenske aktiviteter.
Med investeringen øger Arla kapaciteten til at imødekomme den voksende globale efterspørgsel på skyr – som supplement til den eksisterende skyr-produktion i Danmark, Finland og Tyskland.