Mange danskere elsker at gå på festival.
Hvert år går tusindvis til de mange danske festivaler - både de ugelange store som Roskilde Festival og de helt små byfester.
Typisk koster det et beløb at få et armbånd og dermed adgang, men en jysk festival har i år valgt at gøre det anderledes.
Bramslev Bakker åbner nemlig dørene for alle, når Sommersus i Bakkerne løber af stablen den 20.–21. juni 2025 – helt uden billet og hegn. Festivalen ved Hobro bliver gratis for alle, og alle er velkomne!
Det betyder, at du, din veninde, din far, din nabo og hele din flok er inviteret med til to uforglemmelige dage i det naturskønne landskab ved Mariager Fjord.
Sådan skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Derfor åbner de portene
Arrangørerne har været lidt sent ude med årets festival, og må ærligt erkende, at billetsalget ikke nåede i mål. I stedet for at skære ned har de valgt at gøre det modsatte: "Vi åbner for alle – og satser på en kæmpe folkefest i bakkerne," skriver de i pressemeddelelsen.
“Vi tror på, at kultur, kunst og natur skal være tilgængelig for alle – ikke kun dem med billet. Derfor inviterer vi nu hele lokalområdet, feriegæster og kulturinteresserede til at være med,” lyder det fra arrangørerne.
Det kan du opleve:
Musik fra Fjordscenen
Oplev både etablerede og nye danske navne i et magisk musikprogram, der fylder bakkerne med sommerstemning:
Skinz, Freja Kirk, Liga, Ida Corr, Nicoline Toft, Lis Sørensen – og Piskeringen i selskab med Kaka & Pharfar.
Talks på Blomstermandens Terrasse
Dyk ned i store samtaler om klima, fællesskab og håb med kendte og lokale profiler. Se blandt andet frem til Simi Jan i samtale med Europaminister Marie Bjerre og unge fra Hobro – og til Johnny Haugaard, Blomstermanden, der fortæller om sin skabertrang og det monumentale kunstværk Midgårdsormens ham.
Midgårdsormens ham – et kunstværk i verdensklasse
Johnny Haugaards 450 meter lange skulptur snor sig gennem Bramslev Bakker og forbinder området med hans installationer i Hobro og ved Fyrkat.
Der vil også være underholdning og aktiviteter for børn. Blandt andet kommer Flying Superkids Junior.
Alt er gratis – men hent en billet
Selvom festivalen er gratis, vil de gerne have et overblik over antallet af gæster. Derfor beder festivalen dig hente en gratis billet via hjemmesiden www.sommersus.dk
Alle, der henter billet, deltager automatisk i lodtrækningen om fire billetter til Johnny Haugaards udstilling i Hobro.
Allerede købt billet?
Du har to muligheder:
Få pengene retur via: https://billet.unitedtickets.dk/CustomerService
Modtag det dobbelte beløb i bar-drikkebilletter (1:2-værdi)