Pap, glas og madaffald. Vi sorterer allerede en masse affald til genanvendelse. Nu er Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune gået sammen og har fundet en virksomhed, der vil modtage og genanvende bleer.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Det nye anlæg skal ligge i Hvidovre og bliver dermed det første anlæg i Danmark, der kan genanvende bleer.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at børneforældre og institutioner i København fremover skal sortere bleaffald:
”Der er en stor klimamæssig gevinst ved at genanvende bleerne i stedet for at brænde dem af. Vi har mange småbørn i København, så potentialet er stort. Jeg er rigtig glad for, at der er en dansk virksomhed, der kan se et potentiale i at bygge et behandlingsanlæg til geanvendelse af bleer i Storkøbenhavn. Når vi beslutter os for at genanvende mere i København, skubber det netop på, at virksomhederne kan udvikle de gode løsninger, som også kan bruges mange andre steder,” siger hun.
Københavnerne er gode til at sortere bleer
Københavns Kommune har i 2022 lavet et forsøg med indsamling af bleer, der viste, at københavnerne er gode til at sortere bleer. Brugte bleer lægges i forvejen i en pose med knude på. Derfor kræver indsamlingen blot, at der sættes en ekstra beholder til bleer i gårdene i byen.
Beholderen vil blive sat op i ejendomme med mindst 6 blebørn i alderen 0-4 år, samt i institutionerne i København, når anlægget står klar i slutningen af 2026. Hvis man bor i en villa, kan man vælge at få en bleaffaldsbeholder, hvis man ønsker det.
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det vil være realistisk at indsamle og levere 5.000 ton til genanvendelse pr. år, når ordningen er fuldt implementeret i år 2029. Derudover regner Frederiksberg Kommune med at kunne levere 250 ton bleaffald årligt til genanvendelse, men alene fra kommunens institutioner.
Det er den danske miljøvirksomhed Verdis A/S, der skal stå for at bygge og drive det nye anlæg til genanvendelse af bleer. CEO Stefan Olin fra Verdis er glad for, at visionen om genanvendelse af bleer nu bliver virkelighed:
”Vi er utroligt glade for, at Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune nu tager dette vigtige skridt mod en mere bæredygtig affaldshåndtering. Bleer er et nødvendigt engangsprodukt for mange familier, og her giver genanvendelse den største miljøgevinst. Vi er stolte af, at det bliver Verdis, der nu skal opføre anlægget og sikre, at bleaffaldet kan blive genanvendt i stedet for at ende som restaffald,” siger han.
Planen er, at anlægget vil stå færdigt og klar til brug i slutningen af 2026.