Foto: Ilona Gondesen

Grænsekontrol i fokus mens flygtninge finder nye rejseruter

Politik

27/04/2016 10:27

Nick Allentoft

Oppositionen kræver nu svar på, om det vil medføre flere flygtninge og migranter til Danmark. Grænse og udvalgte mål skal beskyttes af soldater, ikke betjente, mener DF's retsordfører Peter Kofod Poulsen. Samtidig sender Læger uden Grænser et redningsskib til Middelhavet for at hjælpe bådflygtninge.
Regeringen drosler nu kontrollen ved Danmarks landegrænser ned med 40 mand, skriver Jyllands-Posten.   Det sker, selv om regeringen gentagne gange over for EU har forsvaret den grænsekontrol, der blev iværksat 4. januar. Årsagen til, at indsatsen nu bliver skåret til, er, at der ifølge politiet ikke længere er et stort tryk på grænsen.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  
- Politiet har undersøgt, om man på grund af det lavere aktivitetsniveau ved grænsen vil kunne skrue ned på antallet af betjente. Det er politiets vurdering, at man kan, sagde justitsminister Søren Pind (V) tirsdag ifølge Jyllands-Posten.   - At der i øjeblikket er færre, der kommer over den danske grænse, ændrer ikke på, at flygtninge- og migrantsituationen i Europa samlet set tilsiger, at det er nødvendigt med grænsekontrol, tilføjede han.   For mindre end en måned siden begrundede udlændingeminister Inger Støjberg (V) kontrollen med, at "antallet af asylsøgere synes at forblive på et relativt højt niveau". Socialdemokraterne kræver svar på, om neddroslingen ventes at medføre en øget tilstrømning af flygtninge og migranter til Danmark.   - Når man neddrosler med 40 årsværk, bliver det jo en dårligere indsats, siger retsordfører Trine Bramsen til Jyllands-Posten og fortsætter:   - Grænseindsatsen er netop sat op for at holde tilstrømningen nede og sikre, at der ikke kommer nogen ind, der ikke har et lovligt ærinde. Derfor er det relevant at få svar på, om der nu vil komme flere ind i Danmark.   Også Dansk Folkeparti er kritisk.   DF ønsker klarhed over planer for grænsekontrol - Det er afgørende, at vi holder det nuværende tryk og får udbygget grænsekontrollen. Derfor stiller vi en række spørgsmål til Søren Pind. Dels om bevæggrunden, dels om planerne fremadrettet for grænsekontrollen, siger Peter Kofod Poulsen.

Rigspolitichef Jens Harder Højbjerg har ifølge Jyllands-Posten godkendt, at regeringen kan drosle bevogtningen ned, fordi færre flygtninge og migranter søger asyl i Danmark. Justitsminister Søren Pind (V) lovede tirsdag at erstatte betjente med hjemmeværnet, fordi politiet har over en halv million overarbejdstimer på grund af grænsekontrol og bevogtning af særlige mål.

I den forbindelse har Dansk Folkeparti foreslået, at soldater eller hjemmeværnet kan afløse betjente på grænsen og ved udvalgte mål.   - Vi har foreslået, at der er en mulighed på grænsekontrollen. Vi kan også se på terrormål i København, fordi det er en meget stor opgave, som kræver rigtig meget politi. Det er logisk, at vi tager presset af med de gode folk, som enten forsvaret eller hjemmeværnet kan levere, siger Peter Kofod Poulsen.    Spørgsmål: - Søren Pind har advaret mod at sende soldater ud i gadebilledet?   - Det bekymrer ikke mig. Danske soldater er formentlig verdens dygtigste til at håndtere en lang række forskellige opgaver. De har gjort det glimrende i en lang række brændpunkter, hvor de har været sendt af sted. Jeg har fuld tillid til, at de dygtige soldater sagtens vil kunne hjælpe politiet, siger Peter Kofod Poulsen.    Hjælpeorganisation sender redningsskib til Middelhavet Tusinder af flygtninge er druknet i Middelhavet på vej til Europa. Den humanitære organisation Læger uden Grænser (MSF) har nu sendt et redningsskib af sted til havet for at redde nogle af de mange mennesker på havet.   Organisationen sendte også sidste år et skib til Middelhavet. Dengang kaldte organisationen havet for en massegrav. Det mener Joanne Liu, der er international præsident i Læger uden Grænser, ikke har ændret sig i dag.   - Den manglende globale løsning på den nuværende flygtningekrise, de europæiske staters afskrækkende politik samt deres afvisning af at komme med et alternativ til at krydse havet fortsætter med at dræbe tusinder. Som en humanitær organisation nægter vi at se på fra kysten, siger hun på Læger uden Grænsers hjemmeside.   Det er blandt andet Læger uden Grænser-skibet Dignity 1, som kommer til at sejle nord for Libyens kyst de næste måneder. Skibet har plads til 400 mennesker og en besætning på 16 mand. Allerede lørdag var skibet i aktion, hvor 308 mænd, kvinder og børn blev reddet op på skibet fra en italiensk redningsbåd. Herefter sejler skibet de mange mennesker videre til Sicilien, hvor de bliver sat i land.   Foruden organisationens eget skib bliver to andre større skibe sendt til Middelhavet. Her bliver læger, sygeplejersker og psykologer fra Læger uden Grænser sendt med for at hjælpe de mange flygtninge og migranter. Italiens præsident, Sergio Mattarella, fortalte mandag, at 400 bådflygtninge var druknet i en ny tragedie på Middelhavet.   Ifølge Læger uden Grænser mistede knap 3000 mænd og kvinder sidste år livet på havet på ruten fra Libyen til Italien.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce