Guldborgsund tester social IT på fire botilbud

Velfærd

05/11/2014 10:00

Karen Thougård Pedersen

Medarbejdere og borgere på fire botilbud i Guldborgsund Kommune afprøver de kommende måneder, hvordan social IT kan spille sammen med det pædagogiske arbejde.

Der var gang i de nyindkøbte iPads, da der i sidste uge var  kick off for et udviklingsarbejde om social IT på fire bosteder for mennesker med funktionsnedsættelser i Guldborgsund Kommune.

Medarbejderne havde først lige fået leveret iPads, men med gejst og grin var de allerede efter få minutter i gang med at tage billeder fra botilbuddet og borgernes hverdag. Billederne kan efterfølgende sættes sammen til konkrete historier og beskrivelser af borgernes aktiviteter og gøremål, og på den måde styrke kommunikationen med borgerne og måske træne bestemte situationer og aktiviteter fra dagligdagen, som fx at børste tænder.

Apps til kommunikation, sociale historier og dagsstruktur
Nogle medarbejdere havde ikke tidligere haft en iPad i hånden, men med støtte fra kollegerne fik de hurtigt en idé om mulighederne i social IT, som de skal arbejde med de næste måneder.

Bostederne har valgt tre forskellige apps til iPad, som medarbejdere og borgere skal arbejde intensivt med. De skal bruge teknologierne i hverdagen til kommunikation, sociale historier og dagsstruktur. Bostederne har også planer om at oprette en virtuel IT-cafe.

Med udviklingsarbejdet ønsker Handicapafdelingen og botilbuddene i Guldborgsund at afprøve og få viden om, hvordan social IT kan spille sammen med og styrke det pædagogiske arbejde og livskvaliteten for borgerne.

Social IT understøtter pædagogik og kommunikation
Ambitionen er, at sociale teknologier fremover kan komme til at spille en stor rolle på kommunens botilbud, både i forhold til  at understøtte det pædagogiske arbejde og til kommunikation til og med borgernes pårørende.

SUS’ opgave i Guldborgsund er at rådgive om valg af teknologi, medvirke til at skabe en bæredygtig organisering af arbejdet samt understøtte implementeringen og afprøvningen, så Guldborgsund efterfølgende selv kan arbejde videre med social IT.

Læs mere om SUS’ arbejde med social IT.

Kontakt i SUS

Jørgen Anker, projektchef
tlf. 4049 4214, [email protected]

Villads Bach Petersen, konsulent
tlf. 6016 7060, [email protected]

Mest Læste

Annonce