Haderslev Kommune stævner Nordea

Politik

21/02/2014 14:16

Freja Eriksen

Haderslev Kommune stævner Nordea på grund af bankens mangelfulde oplysninger og rådgivning i forhold til kommunens indgåelse af rente- og valutaswapaftaler i perioden fra 2007-2012.

Haderslev Kommune stævner Nordea på grund af bankens mangelfulde oplysninger og rådgivning i forhold til kommunens indgåelse af rente- og valutaswapaftaler i perioden fra 2007-2012. Kommunen indgik og ændrede swapaftalerne på Nordeas anbefaling. Nordea undlod at oplyse kommunen om swapaftalernes vederlagsstruktur, og banken fik blandt andet ved de hyppige ændringer sikret sig betydelige skjulte vederlag.

Nordeas ansvar skal vurderes i lyset af, at Nordea havde indgået en særlig rådgivningsaftale med kommunen og mod særskilt vederlag blandt andet havde påtaget sig at uddanne kommunens personale i brugen af finansielle instrumenter, og at reducere de finansielle omkostninger.

Kommunens stævning af Nordea er principiel og kan både direkte og indirekte få konsekvenser for andre kommuner. Haderslev Kommune er derfor i dialog med KL, og har bedt KL om at gå ind i sagen til støtte for kommunen.

”Det er en sag, vi i Haderslev Kommune har arbejdet med igennem længere tid, og vi har valgt at stævne Nordea, fordi vi mener, at banken har givet os mangelfulde oplysninger og rådgivning. Vi vurderer, at det er en sag, der også kan have betydning for andre kommuner, og vi ser nu frem til at få sagen afgjort i Sø- og Handelsretten”, siger borgmester H.P. Geil.

Kommunen er under retssagen repræsenteret ved advokat Christian Schwarz-Hansen, LEAD Advokatpartnerselskab, København.

Advokaten har på kommunens vegne fremsendt stævningen til Sø- og Handelsretten, der er retsinstans i sagen. Kopi af stævningen er tilsendt Nordea. Stævningen vil endvidere blive forkyndt af Sø- og Handelsretten overfor Nordea.

Haderslev Kommune stævner Nordea for et to-cifret millionbeløb.

Baggrund

Haderslev Kommune bestilte i 2012 en rapport hos professorerne Jesper Rangvid og Bjarne Astrup Jensen, begge CBS, der gennemgik kommunens forvaltning af gæld i perioden 2007-2012.

Professorerne konkluderede, at forvaltningen af kommunens gæld, hverken havde været væsentligt mere eller væsentligt mindre risikobetonet end andre danske kommuners.

Denne rapport havde ikke til formål at afdække de forhold, som nu får Haderslev Kommune til at stævne Nordea.

Blandt andet på baggrund af rapporten har Haderslev Kommune siden marts 2013 arbejdet videre med sagen, og det er dette arbejde, der nu har resulteret i en stævning af Nordea.

Mest Læste

Annonce