Hemmelige dokumenter afslører: Staten solgte vaccine-fabrik for billigt

Politik

13/03/2017 10:37

Nick Allentoft

Vaccineproduktion blev vurderet til 285 mio. kr, men solgt for 15 mio. kr. Det afslører Ekstra Bladet.

Skatteborgerne kan være gået glip af op mod 270 millioner kroner, da landets politikere sidste år solgte vaccineproduktionen på Statens Serum Institut til det saudiarabiske selskab Aljomaih for 15 mio. kr.

Det afslører en række fortrolige dokumenter, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af. 

I dokumenterne vurderer konsulenthuset PwC, at statens vaccineproduktion har værdier for over en halv mia. kroner, og at den erfaringsmæssigt kan sælges for omkring halvdelen:

’PwC skønner, at salget af vaccineproduktionen, hvis der findes en interesseret køber, vil give et proveneau på op til 285 mio. kr.’ 

Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig organisation og ledelse ved Syddansk Universitet mener ikke, at politikerne har forvaltet salgsopgaven specielt godt:

– Det ser ud til at være rigtig dårligt købmandskab. Og her bliver man nødt til at spørge til en god forklaring på, hvorfor man forvalter arvesølvet på den måde, siger han. 

Dokumenterne har hidtil været hemmeligholdt for offentligheden og hovedparten af politikerne på Christiansborg. De har således kun været kendt af en lille snæver kreds af ministre og embedsmænd, heriblandt den daværende SR-regeringens magtfulde økonomiudvalg med tidligere finansminister Bjarne Corydon(S) i spidsen og skiftende sundheds- og finansministre.

Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix har flere gange i Folketinget efterspurgt at se værdiansættelsen fra PwC, men er blevet nægtet adgang:

– Det er meget problematisk, at vi ikke har fået lov til at se de dokumenter. De danner jo et helt centralt grundlag, når vi som politikere har skullet træffe beslutninger i den her sag

– Salgsprisen set i forhold til den hemmeligholdte vurdering lugter langt væk af, at man har en rigtig rigtig dårlig sag her, og at man har håndteret hele det her forløb elendigt, hvilket i sidste ende kan have forringet værdien af vaccineproduktionen markant, siger hun. 

Kurt Klaudi Klausen mener også, at det er kritisabelt, at medlemmer af Folketinget er blevet foreholdt oplysninger om den reelle salgsværdi:

– Det er dybt uhensigtsmæssigt og kritisabelt i forhold til den demokratiske proces, at man forholder faktuelle oplysninger fra dem, der skal træffe beslutningerne. Det er analogt med at forholde Folketinget vigtige oplysninger, hvis Sundhedsudvalget ikke er blevet informeret om det her, siger han.

Sundhedsminister Karen Ellemann (V) skriver i et skriftligt svar til Ekstra Bladet:

– Som fungerende sundhedsminister har jeg fået oplyst af mit ministerium, at det i sin tid blev skønnet, at salgsprisen kunne ligge mellem 0 og 285 mio. kr., og at PwC udtrykte forbehold for, om det overhovedet var muligt at finde en køber.

Karen Ellemann vil nu give sundhedsudvalget medlemmer lov til at se værdiansættelsen:

– Nu hvor salgsprocessen er slut, har jeg umiddelbart den indstilling, at Sundheds- og Ældreudvalget skal have mulighed for at læse rapporten. Jeg vil derfor bede Sundhedsministeriet tage de fornødne sagsskridt.

Det lykkedes til sammenligning for Holland i 2011 at sælge landets statslige vaccineproduktion, som PwC vurderer har ligheder med den danske, til Serum Institute of India for ialt 80 mio. euro svarende til knap 600 mio. kr.

Mest Læste

Annonce