Jens Asbjørn Bøgen
Hollywood har fået galt fat i meget!
Hollywood har fået galt fat i meget!
Splitte mine bramsejl!
Eller noget i den stil – sagt med et godt gammeldags “yaaarh”, selvfølgelig.
Vi har alle et billede af sørøvere som blodtørstige slyngler med sabel i hånden, klap for øjet, papegøje på skulderen og en evig tørst efter rom, guld og kvinder.
Men det billede er langt fra virkeligheden.
Hollywood bærer skylden
Det er næppe nogen overraskelse, at vores forestilling om pirater stammer fra, hvordan de er blevet fremstillet i film, tv-serier, bøger og tegneserier.
Men virkelighedens pirater havde faktisk en veludviklet kultur – og på flere måder var de forud for deres tid.
Indførte demokrati på skibene
I modsætning til de strengt hierarkiske flåder, fungerede 1700-tallets piratskibe ofte efter demokratiske principper.
Besætningen valgte selv deres kaptajn og stemte om vigtige beslutninger – herunder slagplaner og sejlruter.
Kaptajner kunne til enhver tid væltes ved flertalsafstemning.
Erstatninger for arbejdsskader
Piraternes regler indeholdt ofte bestemmelser om kompensation ved skader..
En amputeret arm eller ben kunne eksempelvis udløse en betragtelig erstatning.
Det styrkede både moral og loyalitet – og tilbød en form for personalepleje, som langt overgik tidens lovlydige arbejdsgivere.
Flagene sendte skræddersyede signaler
I dag kender vi Jolly Roger som det klassiske piratflag, men i virkeligheden brugte pirater mange forskellige flag for at signalere deres hensigter.
Et rødt flag betød “ingen nåde”, mens sorte flag kunne indikere, at overgivelse var muligt.
Nogle skibe skiftede endda flag undervejs for at forvirre fjenden og skabe psykologisk usikkerhed.
De begravede ikke deres skatte
Myten om nedgravede skattekister stammer mest fra skønlitteraturen – som f.eks. Skatteøen.
I praksis brugte pirater deres bytte hurtigt på mad, våben, spil og drikke.
Det var for risikabelt at gemme på guldet, da mange havne var fjendtlige, og de fleste forventede alligevel ikke et langt liv.
Nogle pirater havde lovlige papirer
Ikke alle pirater var lovløse. Såkaldte kapere havde nemlig fået officiel tilladelse – såkaldte kaperbreve – fra deres regering til at angribe fjendtlige skibe i krigstid.
Det udviskede grænsen mellem nationalhelte og almindelige sørøvere. Mange kapere fortsatte stille og roligt som pirater, selv efter krigen var slut.
Kvinder kunne også tage roret
Selvom det var sjældent, fandtes der kvindelige pirater – nogle forklædte, andre som åbne ledere.
Anne Bonny og Mary Read er de mest kendte, men flere sejlede i skjul.
Disse kvinder var ofte mindst lige så nådesløse som deres mandlige kolleger.
Pirathavne i Caribien var overraskende mangfoldige
Havne som Nassau i Bahamas udviklede sig til fristeder for pirater og tiltrak en broget skare: europæere, undvegne slaver, oprindelige øboere og samfundets udstødte.
Piratskibene var ofte racemæssigt blandede, og sorte pirater kunne i nogle tilfælde opnå ledende roller.
Nogle pirater dannede partnerskaber med samme køn
Især blandt franske pirater i Caribien fandtes en praksis kaldet matelotage (fra det franske matelot, som betyder sømand).
Det var et slags partnerskab mellem to mandlige søfolk, hvor de delte ejendele og arveret – og i nogle tilfælde også romantisk eller seksuelt fællesskab.
