Foto: Ilona Gondesen

Historien om Lisa: Hun vil gerne, men får den forkerte hjælp

Lisa har livet foran sig endnu. Hun vil gerne have et godt og trygt liv, men i sine foreløbig 28 år har der kun være få stabile år. Kommunerne er en væsentlig del af udfordringen, skriver temaredaktør Per K. Larsen i denne uge klumme i Fattigdomsdebatten.

Lisa er 28 år, har en søn på 6 år. Hun voksede op i et hjem med en psykisk ustabil mor, faderen forlod dem, da hun var 11 år.  Hun er velbegavet men fik problemer i skolen. Det lykkedes hende at komme videre, at bestå studentereksamen og med, som hun siger ”de sidste kræfter” kom hun videre på Universitetet.

Følg Fattigdoms-debatten

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

Men så knækkede filmen.  

”Jeg kunne ikke følge med i undervisningen, mødte min kæreste, som jeg fik barn med.” Kæresten  drak for meget, og Lisa begyndte at gøre det samme. Hun er holdt op flere gange, men det er ikke stabilt.

Kommunen har hjulpet hende med et rækkehus, hvor hun bor sammen med sønnen og kæresten. De voksne lever af kontanthjælp,  sønnen er i daginstitution.

Sidste sommer gik det galt igen.  

Daginstitutionen indberettede til kommunen at der var tegn på misrøgt og forvaltningen valgte at fjerne sønnen til en familiepleje. Lisa gik helt i panik, lovede ikke at drikke mere, kom i aktivering og fik sønnen hjem igen inden han skulle starte i skolen.  Lisa vil gerne i gang med uddannelse, men kan ikke overskue det. Hun lever fortsat af kontanthjælp. Kæresten er flyttet midlertidigt. Sønnen Emil starter i skolen efter sommerferien.

Lisa har brug for tillid, hjælp og støtte

Den hjælp Lisa og hendes søn har brug for, er ikke indviklet. Lisa har brug for en at tale med. Et menneske hun kender og som kender hende. En hun kan stole på, og som er der, når hun oplever kriser. En faglig kompetent person, der kan opstille og gennemføre en langsigtet plan og kan henvise til specialbistand, når der er brug for det.

Lisa er i kraft af sin baggrund sart, og der skal ikke meget til, før hun giver op. Men hun vil gerne og har dermed ressourcer. Med god rådgivning og støtte kan hun få både uddannelse og arbejde.  Når Lisa fungerer kommer sønnen også til at fungere bedre. Men har han brug for hjælp for at bryde den sociale arv, skal den også være der.

Kommunen bliver et problem snarere end en vej videre

Lisa oplever ikke at kommunen hjælper hende.

“De hjalp ikke, da Emil blev fjernet. De hjælper ikke nu, hvor Emil er hjemme igen. De stiller krav, men lytter ikke. De er anonyme ansigter, nye navne.”

Lisa får kontanthjælp og bolig, men ikke den rådgivning, hun har brug for. Hun søger ikke selv hjælp hos kommunen, for hun har kun oplevet, at det hele bliver vanskeligere og sværere med kommunens hjælp.

Hun gør hvad hun får besked på, når Jobcentret eller Familiecentret indkalder hende, for hun er bange for at de fjerner Emil igen.

”De” skaber med andre ord angst, frygt, modstand og skræmmer Liasa til at skjule problemerne i stedet for at hjælpe hende og sønnen til at klare sig selv.

Kommunerne fastholder vanskelighederne

I 2013  var der anbragt 13.719 børn og unge uden for eget hjem. Bag hver anbringelse gemmer sig individuelle historier, drømme og tragedier.

Hver familie og hvert barn har brug for individuel, helhedsorienteret hjælp. Ikke nødvendigvis noget særlig indviklet, blot en faglig kvalificeret hjælp som matcher de vanskeligheder familien og børnene slås med og som varer ved, så længe familien og barnet har brug for hjælpen.

Socialt udsatte børn og familier har hver deres individuelle særpræg, men har også mange fælles træk. Langt de fleste børn, der anbringes udenfor hjemmet, vokser op i familier præget af arbejdsløshed, sygdom, misbrug og dårlig økonomi.

Fædrene er ofte fraværende, mødrene er ofte alene om opdragelsen. Børnene har ofte vanskeligheder i daginstitution og folkeskole og mangler erhvervsuddannelse. Mange ender som arbejdsløse og måske kriminelle som voksne.  

Det er dokumenteret med jævne mellemrum siden 1980’erne af Socialforskningsinstituttet m.fl. Senest har Kommunernes Landsorganisation udsendt en analyse der viser, at anbragte børn halter efter deres jævnaldrende på en række parametre. Blandt andet får anbragte børn langt sjældnere end andre børn og unge en uddannelse og et job, når de bliver voksne.


Til gengæld havner flere af de anbragte børn i kriminalitet og bag tremmer.

Ifølge undersøgelsen har 40 procent af de anbragte børn ikke taget folkeskolens afgangsprøve som 16-17-årige, mens det kun gælder seks procent af de ikke-anbragte børn. 
Kun 43 procent af de anbragte børn er i beskæftigelse som 30-årige, mens det gælder 77 procent af de børn, der ikke har været anbragt.
 Se KL's nyhedsbrev Momentum.

Børnene trives rimelig godt når de er anbragt, men det går galt når de kommer hjem igen. Se den seneste undersøgelse fra SFI.

Kort sagt: Kommunerne kan ikke levere til udsatte børn og familier, hverken når det gælder forebyggelse, helhedsorienteret indsats, koordineret sagsbehandling eller uddannelse og arbejde til socialt udsatte børn og deres forældre.

Vi må debattere om kommunerne er løsningen

Alle har vi et ønske om at gøre det, der virker. Kommunernes Landsforening holder om kort tid et Topmøde og udsender en pjece, hvor de fortæller at indsatserne skal være båret at evidensbaseret viden. At løsningen er forebyggende og helhedsorienterede indsatser og professionel ledelse. At kommunerne skal lære af hinanden og gode eksempler. Men de stiller ikke spørgsmålet: Er kommunerne den rigtige løsning?

COK – Center for Offentlig kompetenceudvikling har i en aktuel undersøgelse spurgt kommunale ledere og medarbejdere om udfordringerne, og de giver samme svar, som har lydt siden 1980’erne:

”Når borgeren søger hjælp fra den sociale forvaltning, er det ofte vedkommendes egen opgave at finde rundt i et kommunalt system, der ved første øjekast kan minde om en labyrint. Indsatsen involverer som regel sagsbehandlere fra flere forskellige forvaltninger, og det kræver et koordineret samarbejde, hvis borgeren ikke skal fare vild i processen”.

Vanskelighederne med at koordinere er ikke blevet mindre gennem årene, snarere tværtimod. Det har stået på i 40 år siden den første kommunalreform i 1970’erne. Det må snart være tid til at se i øjnene, at kommunal ledelse ikke er løsningen, men problemet.

Hvornår begynder politikere og fagfolk at tage hul på det helt afgørende spørgsmål for en reel og konstruktiv debat om socialområdet? Hvornår hører vi den første stærke stemme slå døren ind til en debat om kommunernes rolle på socialområdet?

Det handler om mennesker og milliarder.

 
Emneord: Fattigdomsdebatten, Socialområdet, Socialpolitik, Socialkommission, Socialt udsatte, Udsatte unge, Tvangsfjernelser, Plejefamilier, Anbragte børn
Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk Fra 1999 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom....
Aktivitet: Artikler: 38 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også