Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Hvis du skal renovere: Så mange stikkontakter, bør du sigte efter

Hus og have

20/09/2024 09:13

J. Bøgen

Det er populært at renovere boligen, både blandt nye boligejere og hos de erfarne af slagsen. Og der er også mange fordele ved at et moderniseret hjem, der lever op til netop dine drømme. Her får du alt, du skal vide om el, når du renoverer eller bygger nyt.

Når du renoverer eller bygger nyt, skal du som udgangspunkt opsætte en stikkontakt for hver påbegyndte 4 kvadratmeter.

Inden du kaster dig over renoveringen af din bolig, er du nødt til at lægge en plan. Jo mere, du ved om både projektet og hvordan, du fører det ud i livet, inden du starter, jo mere sikker er du på at få en effektiv og tilfredsstillende proces.

Når det kommer til el, skal du overlade selve udførelsen af langt det meste til en elektriker, som er autoriseret til at arbejde med elinstallationer.

Men planlægningsfasen er du selvfølgelig inde over, og her er spørgsmålene, som du skal forholde dig til: Hvor skal der være stikkontakter, lampeudtag og afbrydere? Har du gamle stikkontakter, lampeudtag eller afbrydere, som skal skiftes ud? Eller skal der sættes nye op, og i så fald hvor?

VS Automatic, der er specialister i el-opgaver, skriver, at de altid vil anbefale at have en elektriker med i planlægningsfasen, så du får en velfungerende elinstallation med de rigtige afbrydere, stikkontakter og lampeudtag.

Så mange stikkontakter skal du have

Grundlæggende skal dine elinstallationer passe til dine behov, og der skal være stikkontakter nok til, at du så vidt muligt ikke behøver at bruge forlængerledninger.

Antallet af påkrævede stikkontakter afhænger af boligens størrelse og rumfordeling. I beboelsesrum som stue og soveværelser skal der være en stikkontakt pr. påbegyndt 4 m2. Dog behøver der maks. være 10 stikkontakter i samme rum.

Der behøver ikke være en stikkontakt for hver 4 påbegyndte kvadratmeter, hvis rummet bruges til opbevaring i stedet for beboelse. 

Det kan fx være et viktualierum eller walk-in-closet. Du må derfor gerne nøjes med at sætte én stikkontakt i dit 8 m2 store viktualierum, men hvis du senere laver det om til børneværelse eller kontor, så skal du til at sætte flere stikkontakter op i rummet. Derfor er det en god ide at have en nogenlunde ide om, hvad du vil bruge det enkelte rum til i fremtiden, når du planlægger el i rummet. Det er både lettere og billigere at sætte flere stik op på samme tid.

Det er kun almindelige 230 V-stikkontakter, der tæller med i regnskabet, og ikke elektriske udtag, som er beregnet til tilslutning af brugsgenstande som lamper og lignende.

I køkkenet og på badeværelset

I køkkenet skal der være mindst 3 stikkontakter til transportable brugsgenstande, og de skal være fordelt på to sikringsgrupper i eltavlen med lavt energiforbrug over tid. Har du planer om at lave en kogeniche, skal der være mindst én kontakt i den.

På badeværelset skal der være mindst én stikkontakt, medmindre arealet er så småt, at den ikke kan placeres mindst 120 cm fra en åben bruser. Det er kun stikkontakter i vægge og stikkontakter, der er fastmonterede i badeværelsesmøbler, som er en del af den faste installation, der tæller med. Har du stikkontakter i brugsgenstande, tæller de ikke med.

Læs mere om, hvordan stikkontakterne skal placeres, og find VS Automatics guide til alt det elarbejde, du selv må lave, lige her.

Mest Læste

Annonce