“Det handler blot om at være påpasselig.”
Det danske vejr er uforudsigeligt med alt fra voldsomme skybrud, lyn og torden til lange tørkeperioder.
Netop tørken og en have fuld af ukrudt kan være en farlig cocktail: Hvert år rykker brandvæsnet ud til hundredvis af danske havebrande, hvoraf de fleste let kunne være undgået, lyder det fra GF Forsikring.
“Jo højere temperaturer, des mere ansvar har vi haveejere for at tænke os godt om, før vi tænder op i grillen eller giver den gas med ukrudtsbrænderen,” siger Martin Rundager, der er direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring, og fortsætter:
“Havebrande kan have vidtrækkende konsekvenser, fordi de typisk finder sted i tætbeboede områder, og så behøver det altså ikke være tørke, før risikoen for en brand er til stede. Til gengæld er det en ulykke, som er relativt let at gardere sig imod.”
Alene ukrudtsbrænderen var i 2025 skyld i 456 brande, hvilket er en stigning på 26 procent på bare fem år. Det viser tal fra Beredskabsstyrelsen.
Vent på en regnvejrsdag
Advarslen er særligt relevant for de mange tusinde danske haveejere, som hvert år gør sig umage med både at skabe hyggelige stunder i havens grønne omgivelser og gør en ekstra indsats for at få bugt med ukrudtet.
“Selvfølgelig skal man stadig kunne nyde sommeren med grill og åben ild. Det handler blot om at være påpasselig,” siger Martin Rundager og tilføjer:
“Selvom vi alle håber på en varm, dansk sommer, kan det for eksempel være en god idé at vente med ukrudtsbrænderen til efter en regnvejrsdag. Derudover gælder det om at holde god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde, og så skal man selvfølgelig være opmærksom på ikke at efterlade gløder, der kan blusse op.”
Udover de registrerede brandtilfælde slipper endnu flere haveejere med skrækken, fordi de når at slukke ilden, før branden kræver beredskabets involvering.
I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej.
Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.