Bestyrelsen for Cecilie Marie fejrer kontrakten med entreprenøren af bygningen af bofællesskabet. Pia Holm ses som nr. to fra venstre.

Ildsjælen Pia: Vi ønskede at have et alternativ til de kommunale tilbud

Mød et levende eksempel på, at det er muligt som aktiv ildsjæl at skabe skræddersyede botilbud, der både giver høj livskvalitet for beboerne, godt arbejdsmiljø for medarbejderne - og flere arbejdspladser, omsætning og mulig inspiration for kommunen.

Pia Holm har været en aktiv deltager i oprettelsen af det nye bofællesskab Cecilie Marie i Hvalsø. Forleden flyttede hendes 24-årige søn Emil hjemmefra – og ind i sin egen lejlighed på Cecilie Marie.
 
Pia har som frivillig ildsjæl i samarbejde med Mariehjemmene været en af drivkræfterne bag det nye botilbud for 20 unge mennesker med funktionsnedsættelser. Det vil betyde et mere skræddersyet tilbud for 20 unge beboere, en fagligt udfordrende og værdibåren arbejdsplads for medarbejderne og flere arbejdspladser – samt mulig professionel inspiration for kommunen.
 
Du kan møde ildsjælen Pia her – og også på Folkemødet på Bornholm
 
Pia, hvordan vil du beskrive dig selv?
 
Jeg er vedholdende - nogle vil nok kalde mig stædig – og passioneret. Jeg brænder for udvikling af børn og unge med særlige behov. Jeg er så heldig, at jeg arbejder med min passion - at skabe livskvalitet og udvikling for børn og unge med særlige behov. Jeg formidler viden og erfaring inden for området med fokus på neuropædagogik og neuropsykologi, hvor jeg vejleder og inspirerer andre forældre.
                            

Min søn Emil har været omdrejningspunktet i mit liv de sidste 25 år. Mit største ønske lige nu er at skabe et selvstændigt og udviklende miljø for Emil i samarbejde med personalet på Bofællesskabet Cecilie Marie.
 
Til daglig er jeg leder af en privat specialskole med døgn og aflastningstilbud for børn og unge med særlige behov, Specialskolen Bramsnæsvig i Lejre Kommune. Jeg er oprindeligt uddannet sygeplejerske – og har arbejdet som leder de sidste 10 år.
 
Hvad er din baggrund og begrundelse for at være med til at stifte Bofællesskabet Cecilie Marie?
 
Jeg er mor til Emil på 24 år med CP (cerebral parese). Vi ønsker, at vores søn skal have muligheden for at leve et ungdomsliv i et socialt fællesskab med andre unge og med mulighed for fortsat udvikling. Vi har i mange år hjulpet Emil til at opretholde en sund livsstil med fysiske og sociale aktiviteter – og det har udviklet Emil til den person, han er i dag. Det har været en idé, der startede for seks år siden sammen med et vennepar, der har en pige med udviklingshæmning. Vi ønskede i fællesskab at være med til at skabe et hjem til vores voksne børn, som var anderledes end de traditionelle tilbud, som kommunerne udbyder. Vi ønskede først og fremmest, at de skulle have muligheden for at vælge til frem for at vælge fra. Sund livsstil, inkl. sund kost, integration i lokalmiljøet og mulighed for fysiske aktiviteter og et ungdomsliv med samme muligheder som deres jævnaldrende for at udvikle nære venskaber.
 
Hvorfor valgte I en non-profit/selvejende organisation som samarbejdspartner?
 
Vi valgte at kontakte Mariehjemmene da det er en privat non-profit organisation - og ikke på samme måde er underlagt diverse bestemmelser og rammeaftaler i kommunerne både ift. fysiske rammer, men også det pædagogisk faglige indhold og selve driften. En privat organisation er ikke i så høj grad bundet af de bestemmelser. 
 
Hvordan synes du så, at samarbejdet med Mariehjemmene er forløbet?
 
Samarbejdet med Fonden Mariehjemmene har været utroligt spændende og lærerigt. Der er en stor tryghed, der ligger i fondens mangeårige erfaring med lignende byggerier. Vi er kommet med vores ideer og input - og det har været drøftet og vendt med fonden. I de spørgsmål, hvor det gælder selve den driftsmæssige del, har vi i forløbet hvilet på fondens ekspertise. Mariehjemmene arbejder seriøst og målrettet med deres projekter, og de har mange dygtige folk ansat. Trods deres store erfaring lytter de alligevel til, hvad vi som forældre har af tanker omkring oprettelse og værdier. Værdier, som vi deler med Mariehjemmene - nærvær, udvikling og trivsel.
 
Hvad tror du har været specielt i forhold til at samarbejde med en kommunal eller kommerciel leverandør?
 
Jeg kender det kommunale system gennem mit mangeårige virke som både mor til et handicappet barn og som leder af en specialskole. Det kan være vanskeligt at komme igennem med innovative ideer og nytænkning i et kommunalt system. Derfor søgte vi alternativer til det offentlige. Som pårørende oplever vi større mulighed for indflydelse på det private område. Vi ønskede at have et alternativ til de kommunale tilbud.
 
Hvad får du og din familie, Lejre Kommune og samfundet generelt ud af det nye bofællesskab i Hvalsø?
 
Med det nye bofællesskab får vores søn et sted at bo, hvor de grundlæggende værdier, som vi som forældre ser som ekstremt vigtige, er i højsædet og et ungdomsliv med masser af muligheder. Lejre Kommune får et godt og attraktivt tilbud beliggende i kommunen med mange gode arbejdspladser. Et velrenommeret botilbud vil desuden give Lejre Kommune positiv omtale. De kunne måske endda blive inspireret ;-)
 
Hvad ser du som fordele og ulemper i forhold til det samlede samfund ved at oprette et selvejende botilbud som Cecilie Marie?
 
Selvejende virksomheder er, som jeg ser det, en stor fordel for samfundet generelt. Her trives nemlig nytænkning, innovation og iderigdom. Et veldrevet botilbud både ift. til drift og økonomi belaster ikke kommunen. En ulempe kan naturligvis være det modsatte - hvor kommunen kan være længe om at finde ud af, at et botilbud ikke fungerer optimalt. Her er det naturligvis Det Sociale Tilsyn som tilsynsførende, der skal sørge for, at det ikke sker.
 
 
Emneord: 130618, 080618, Pia Holm, Folkemøde 2018, Hans Meier Andersen, Botilbud, Mariehjemmene, Bofællesskabet Cecilie Marie, Lejre Kommune
Mariehjemmene på DenOffentlige.dk Mariehjemmene har siden 1958 drevet og etableret boliger til særlige målgrupper.   I alle fondens hjem indgår navnet Marie.   Det ældste hjem, Bofællesskabet Rose Marie, er opkaldt efter ...
Aktivitet: Artikler: 2 | Events: 1 | Kompetenceområder: 4

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også