Djøf: Afsæt penge til at uddanne offentlige ledere

Ledelse

12/06/2018 11:30

Freja Eriksen

Med Ledelseskommissionens anbefalinger i hånden er det igen slået fast, at god offentlig ledelse gavner alle - borgere, virksomheder og medarbejdere. Lad os give den plads til at virke, siger Hanne Fugl Eskjær, formand for Offentlige Chefer i Djøf.

- Ledelseskommissionen har leveret et godt og solidt indspark til udviklingen af god offentlig ledelse. Nu handler det om, at de offentlige ledere får mulighed for at debattere og forholde sig til kommissionens anbefalinger, siger Hanne Fugl Eskjær, formand for godt 7.500 offentlige chefer i Djøf.

Hun hæfter sig især ved kommissionens anbefalinger om, at offentlige chefer skal have et ordentligt ledelsesrum, vigtigheden af tillid til ledelse, og at der skal skæres ned på unødvendig dokumentation og bureaukrati.

Ledelseskommissionen

Se hele vores tema om Ledelseskommissionen her 

Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?

For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt. 

 

 

- Jeg glæder mig til at arbejde videre med anbefalingerne, og hvordan de kan bidrage til at gøre en positiv forskel på de offentlige arbejdspladser. Sammen med politikerne vil Djøf gerne arbejde med at realisere anbefalingen om, at politikerne sætter de overordnede rammer for opgaven, mens vi offentlige ledere får det nødvendige rum til at lede, så medarbejderne kan lykkes med deres faglighed. Vores mål er at få en endnu bedre offentlig sektor til glæde for både borgere og virksomheder, påpeger Hanne Fugl Eskjær og fortsætter:

- For os handler det også om, at en udvikling af den offentlige ledelse kræver en investering. Derfor foreslår Djøf, at regeringen afsætter en ambitiøs pulje til konkret uddannelse af de offentlige ledere, hvor der er et behov for det.

Djøf vil nu tage initiativ til, sammen med interesserede parter, at stable en række regionale debatter om Ledelseskommissionens anbefalinger på benene her i efteråret.

- Ledelseskommissionens arbejde er alt for vigtigt til, at rapporten bare samler støv på en hylde. Vi vil gerne gøre en indsats for at Ledelseskommissionens arbejde nu bliver levende debatteret blandt offentlige ledere i Danmark på tværs af sektorer og faggrænser. Debatten om god offentlig ledelse skal foldes ud og gøres levende i den praktiske hverdag, hvor god ledelse gør en forskel for medarbejdere og borgere, slutter Hanne Fugl Eskjær.

Mest Læste

Annonce