Jeg har netop deltaget i en stor international sikkerhedskonference i München. Her er hvorfor jeg nu står med følelsen af, at alt kan ske for, sikkert er der ikke længere noget, der er.
Min generation og alle efter den er vokset op med realiteten af den kolde krig, murens fald og med en forventning om at verden er i evig progression imod fred og fordragelighed. Den forestilling har jeg nu mistet. Helt.
Vi er under historisk pres
Selvom jeg også bliver opmuntret af at se ud i verden - bl.a. på udviklingen i flere afrikanske lande – så står der i det store perspektiv tilbage, at Europa og særligt EU er og vil i stigende grad blive klemt. Vi er klemt mellem Øst og Vest. Vel at bemærke et Vesten, hvor USA viser kursen væk fra de multilaterale løsninger, og som har én besættelse: sig selv. På sikkerhedskonferencen så vi “Amerika first” for fuld udblæsning anført af vicepræsident Mike Pence.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Efter det nu forventeligt uundgåelige Brexit vil omkring 80 procent af NATO’s budget blive dækket af lande udenfor unionen. Dette må få os alle op på dupperne. At EU’s lande skal til lommerne de kommende år, er helt åbenbart nødvendigt. Ikke fordi verden har brug for flere våben, men fordi tiden med de gratis omgange synes at være forbi.
Vil vi have så meget som et gram indflydelse på vores udenrigspolitiske positioner, så går vejen gennem et stærkere og effektivt finansieret fælles europæisk forsvar. I yderste konsekvens står og falder soft power med opbakning fra hard power, hvor nødigt vi end vil indrømme det.
“Hvis I vil kunne regne med os, skal I ikke se mod øst”, sagde Pence på sikkerhedskonferencen.
Hvad det så betyder, må vi gætte på, men i næste afsnit af talen lagde han kraftigt afstand til EU’s nylige aftale med russerne om gasledningen. Altså vil USA ikke se mange flere af denne type aftaler, må man forstå. Uanset om man bryder sig om aftalen eller ej, så er den i hvert fald vigtigt at kunne indgå uden pludselig at mangle sikkerhedspolitisk opbakning i NATO. Det er disse store tektoniske plader af suverænitet, man skal se efter, når talen falder på dette emne.
Enten holder vi sammen, spytter i fælleskassen i EU, eller også ender vi 100% i lommen på enten Kina eller USA. As simple as that.
Dilemmaet Kina
Opmuntrende var det at lytte til den kinesiske topdiplomat Yang Jiechi. Han talte om behovet for multilaterale aftaler på rigtig mange områder. Også flere end de traditionelle handelsaftaler. Han talte om bæredygtighed og klima. Problemet her er bare, at Kinas næsten kærlige retorik indbefatter en virksomhedsstruktur og en governance-model, der risikerer at tildele den kinesiske stat verdensherredømmet, hvis ikke vi ser os rigtig godt for. Huawei er det seneste og meget tydelige eksempel på dette.
Telekommunikation leder straks tanken videre til konferencens helt store emne: cybersikkerhed. Hvor vi for omkring 3 minutter siden troede, at krig ville være noget med missiler, raketter og skydevåben, er dette nu suppleret med betydeligt mere usynlige våben. Bits and bytes med onde hensigter.
Under en af konferences utallige “sideevents”, som det hedder, deltog jeg i en debat og samtale om sikkerheden i offentlige virksomheder og institutioner i USA og EU. Ganske skræmmende. Men samtidig med en klar vinkel på, at kun gennem fælles “standarder”, overvågning og videre forskning, vil vi kunne hamle op med de kræfter, der søger - ja man kan vel egentlig tale om - at besætte os. Har man krammet på kritisk infrastruktur, er man jo relativt langt!
Brexit, Blair og forpligtelser
Ved et andet event om Brexit og dets konsekvenser, var der klare og opmuntrende toner fra den tidligere irske præsident, den socialdemokratiske Mary Robinson. Hun talte oprigtigt indlevende om de værdier, som EU bygger på, og om vigtigheden af netop nu at værne disse gennem sammenhold. Flere gange måtte hendes meddebattør Mr. Tony Blair, der var med som repræsentant for Storbritannien, se sig “overgået”. Det er hårdt for den selvopfattelse, han som en del af den britiske elite er i besiddelse af.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Det var interessant at høre Tony Blair kalde sig supereuropæer. Han erklærede da også sit ønske om en ny folkeafstemning om Brexit. Ikke desto mindre gik han hurtigt videre til, hvordan en reform af EU for ham kun kan betyde mindre forpligtende samarbejde. Det måtte jo fremkalde et spørgsmål fra undertegnede: “Hvis jeg nu stiller mig på ungdommens side og ønsker løsninger i Europa på klimakrisen, cybersikkerhed, sikkerhed i det hele taget, migration og miljø, hvordan kan dit svar så være mindre europæisk samarbejde?”
Han svarede, at efter nogle år skal det går den vej, jeg beskrev. Det fik mig til at undre mig. Til gengæld giver Brexit mere mening. Når dette skal forestille at være den britiske version af en supereuropæer, så tror da pokker! Det var jeg ikke alene om at mene. Flere briter kom hen bagefter og tilsluttede sig mine åbenbart tydelige frustrationer.
Superlederen Merkel
Det lyseste punkt var Angela Merkel. Nu var vi jo i Tyskland, men publikum var naturligvis totalt internationalt. Der var selvfølgelig en overvægt af europæere, men hun høstede stående bifald. 5 min stod vi op og hyldede denne modige kvinde.
Hun var både alvorlig, morsom og mest af alt modig og direkte. Hun talte tydeligt om, at hendes håndtering af flygtningekrisen var den eneste vej til at bevare europæiske værdier. Samtidig erkendte hun, at det europæiske svar var kommet for sent, for migrantproblemet har jo eksisteret længe. Og Italien og andre middelhavslande har ikke mødt megen forståelse i EU, før migranter og flygtninge pludselig vandrede op gennem kontinentet.
Merkel talte helt naturligt også om den historiske udfordring for Tyskland at hæve sit militære budget. Til trods for den historiske ballast er de i gang, og de vedkender sig, at der skal mere til. Både i lyset af NATO’s finansiering og EU’s placering efter Brexit. Og hun talte klart om gasledningen fra Rusland og undrede sig over, hvorfor dette spørgsmål syntes mere kontroversielt i dag end under den kolde krig. Det er et godt spørgsmål. Samtidig var hun tydelig overfor både USA og Kina: Tyskland og EU tror på frihandel. Vi tror på, at multilaterale aftaler på endnu flere områder er, hvad der skal til for at løse de store udfordringer verden står overfor. Hun gentog: Ingen. Absolut ingen kan løse disse udfordringer alene.
Og hvis man ikke syntes, at alt dette var rigeligt, så kunne man lige nå et indlæg om klimakrisen forventelige geopolitiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser. For første gang i konferencens historie blev dette holdt fra hovedscenen. Det må man kalde alt andet end rettidig omhu! At tænke sig de konsekvenser for flygtningestrømme og egentlige krige, der kan udløses, hvis vi ikke når målene i Paris-aftalen. Det er rent gys - også for vores eget dejlige land. Vi vil nemlig ligge mere og mere under vand!
Så således opmuntret, vil jeg glæde mig over, at vi stadig har forpligtende samarbejde og mere end det i EU. Og at det trods alt er godt, at møder som disse finder sted. Samtaler, konsultationer, bilaterale møder og tydeligvis mennesker med magt, der trods alt kender hinanden, det er jo vejen frem.