I november 2015 lød meldingen fra KL, at nu var udviklingen i udgifter på det specialiserede socialområde til at kontrollere. Det ustyrlige var blevet styrbart. Det var rigtigt på daværende tidspunkt, men det er ikke en virkelighed, vi længere kan genkende fra vores hverdag i kommunerne. Tværtimod.
En lang række enkeltstående faktorer spiller ind: ’Overgrebspakken’ på det sociale område betyder, at antallet af underretninger stiger, hvilket som udgangspunkt jo er positivt, fordi vi ønsker at beskytte børn og unge mod overgreb. Men med flere underretninger følger også flere udgifter, fordi der – retmæssigt – gribes ind i flere sager i et håb om at forbedre børnenes vilkår og muligheder for et godt liv.
Unge hænger i bremsen
Vi ser, at inklusion på skole og dagtilbudsområdet har ikke haft den fornødne effekt. Børn og unge med særlige udfordringer rummes stadig ikke i tilstrækkelig grad. Vi ser ydermere en vækst i gruppen af unge, som falder uden for beskæftigelsesreformerne. Det er unge, som tidligt i livet har svært ved at begå sig, som døjer med angst, selvskadende og udadreagerende adfærd. Det er med til at flytte udgifter over på socialområdet. Det skyldes blandt andet, at vi sætter ind med pædagogisk støtte for at hjælpe disse unge videre. Vi skaber fremskridt, men det koster også flere penge.
Når en kommune bruger fem mio. kroner om året og har gjort det flere år i træk på foranstaltninger til en enkelt unge med selvskadende, udadreagerede adfærd, som kræver personopdækning af to voksne, er det ikke svært at oversætte det regnestykke til landsplan. Og det endda uden at vide, om foranstaltningen hjælper til at bringe den enkelte unge videre til et normalt voksenliv med uddannelse og arbejde. Det er en uendelig trappestige, og det går ikke – er vores lokalpolitikere også ved at indse. Men hvad er modtrækket?
Diagnosebørnene bliver voksne
Vi ser en stigning i antallet af unge med psykiatriske diagnoser, samtidig med at der nedlægges behandlingspladser i psykiatrien. Det rammer os i kommunerne, fordi patienterne udskrives, før de er færdigbehandlede.
Vi ser også en støt stigende tilgang fra det specialiserede børneområde over på voksenområdet. ”Diagnosebørnene” bliver voksne. Og færre forlader feltet, fordi alle – også mennesker med handicap og diagnoser – lever længere. Det er en socialpolitisk succes, som skaber et nyt tværsnit mellem social- og ældreområdet. En ny udfordring er derfor, at de almindelige plejehjem ikke har kompetencer eller erfaringer med at håndtere denne gruppe af borgere. Derfor er vi i mange tilfælde forpligtet til at yde botilbud efter §108 i Serviceloven – en løsning, som også sætter sine aftryk på den kommunale økonomi.
Vi mangler viden om langsigtede virkninger
Vi bliver målt på, at vi anbringer så få børn som muligt, og det er et fint udgangspunkt, for vi ved også, at anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i livet end jævnaldrende ikke-anbragte. Men hvad betyder det for progressionen i den enkelte sag? Hvilke konsekvenser har det på voksenområdet, når disse børn bliver voksne? Den bekymring vil vi gerne dele. Vi mangler viden om, hvad de langsigtede virkninger af vores foranstaltninger – eller manglen på samme – er.
På voksenområdet er der også faktorer, som selvstændigt driver en udgiftsudvikling. Det er hjerneskadeområdet og tungere borgere på social udsatte området eksempler på. Et andet er, at førtidspensionsreformens rehabiliteringsteams og efterfølgende ressourceforløb trækker veksler på voksenområdet. Det er positivt, at der arbejdes for at sikre borgerne en tilknytning til arbejdsmarked, men med reformen er de aktiviteter, der iværksættes, ofte også aktiviteter på socialområdet.
Kast lys over området
Det er mange tendenser, som stritter i forskellige retninger, men som samlet set med kommunale øjne rummer en bekymrende aktivitetsudvikling. For hvad driver denne udvikling? Og hvilke modtræk har vi for at styre økonomien i en tid, hvor vi ved én ting med sikkerhed: Vi får ikke flere penge at bedrive velfærd for til disse mennesker. Vores eneste mulighed er at hente pengene på andre velfærdsområder.
Derfor vil vi gerne opfordre Socialministeriet til at sætte en analyse i værk af, hvad der driver denne udvikling. Som samfund skaber vi tilsyneladende sociale problemer, som vi ikke har værktøjerne til eller penge nok i kassen til at håndtere. Det er et problem, politikerne må hjælpe med at løse. Men det kræver, at vi ved, hvad vi har med at gøre. Det stiller krav om mere viden, og det kræver en åben debat om muligheder og løsninger.
Med andre ord: Kast lys over området.
