Socialchefernes formand: Hvem er nutidens værdigt trængende?

Fattighjælpen er for længst afskaffet, men debatten om, hvem der er ’værdigt trængende’, er stadig aktuel, fordi ressourcerne og lovgivningen udstikker rammer og begrænsninger for ydelser til borgerne. Samtidig skal vi vide, at det vi gør, har den ønskede effekt. Vores rolle som ledere i fremtidens velfærd er derfor at være med til at balancere denne udfordring.

For at kunne se fremtidens velfærd skal vi måske først se tilbage i tiden:

For cirka 200 år siden blev det indført, at værdigt trængende kunne få fattighjælp. Modtog man denne hjælp, havde man ikke stemmeret, og man måtte ikke indgå ægteskab. Med Grundloven i 1849 blev alle danskere sikret ret til offentlig hjælp, hvis selvforsørgelse ikke var mulig. I gennem det næste århundrede blev lovgivningen løbende revideret – med Socialreformen i 1933 som en markant milepæl, da blandt andet folkepensionen blev indført.

Med bistandsloven fra 1976 blev borgernes velbefindende i højere grad lagt over til staten, og skøn blev erstattet af den enkeltes ret. Vi har ved vores tidligere årsmøder talt om ret og pligt, og i disse år, hvor den del af befolkningen, som har forpligtigelsen til at bidrage, bliver mindre, vokser udfordringen med at administrere den lovgivning, som beskriver den enkelte borgers ret til og begrænsninger i at modtage velfærdsydelser. 

Hvem er værdigt trængende i dag?
Som moderne velfærdsledere har vi en stor opgave i at skabe organisationer, der kan administrere denne lovgivning og disse rettigheder, borgerne har krav på – og mener at have ret til.

For vi ser hos nogle en velfærdskultur med en ufravigelig opfattelse af, at systemet og dermed samfundet altid kan og skal yde hjælp.

Men hvis vi også fremover skal kunne hjælpe de allermest sårbare borgere, skal vi kunne differentiere: Hvem er ’værdigt trængende’ med retten til at modtage hjælp – og hvem er ikke? Hertil kommer, at den indsats vi yder, skal bygge på bevidste valg og være understøttet af metoder, vi ved har den ønskede effekt, så ressourcerne bruges mest optimalt – til gavn for både borgere og samfundsøkonomi.

Kan vi styre det ustyrlige?
På beskæftigelsesområdet er de senere års lovgivningsændringer baseret på et utvetydigt tankesæt om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’. Så når der nu er efterspørgsel efter både faglært og ufaglært arbejdskraft, burde der hos den enkelte ledige være et stort incitament til at komme i arbejde.

Men jobcentrene har stadig at gøre med store grupper ledige med misbrug, psykisk sygdom eller sociale barrierer, der holder dem langt væk fra selvforsørgelse. Og så er der også en gruppe, vi ikke rigtig taler om – nemlig dem, der ikke føler det værdigt at skulle have et kedeligt arbejde til en mindsteløn. Her bliver begrebet ’værdigt trængende’ aktuelt, når vi ved, at der findes andre grupper, som ikke får støtte i det omfang, de reelt har behov for.

Et andet vigtigt fokusområde, er ønsket og forventningen om, at vi skal kunne styre de ’ustyrlige’ udgifter på det specialiserede område. Her har vi blandt andet at gøre med nye diagnoser, retten til individuelle løsninger og kompensation for handicap eller anden manglende evne til at fungere i samfundet. Her giver det rigtig god mening at kunne dokumentere, hvilke indsatser og foranstaltning der virker.

For selvom vi måske ikke over en bred kam kan måle os til god velfærd, er spørgsmålet netop, om vi har råd til at lade være, som vi spørger om i dette års tema til vores Årsmøde i oktober.

Helle Linnets Indlæg har været bragt i FSD’s Årsmødeavis og udgivet første gang på DenOffentlige i september 2016.