1. januar var det ti år siden, at Danmarkskortet forandrede udseende med 98 nye kommuner og en forandret opgaveportefølje. Amterne forsvandt, og fem regioner opstod. Hvis jeg blev vækket kl. 03 om natten og spurgt: ”Har Kommunalreformen været god eller skidt for Danmark?”, ville jeg uden stor betænkningstid og tøven sige: Rigtig god! Det har været ti års slidsomt arbejde, men også ti år med mange kommunale velfærdsfremskridt.
FSD Socialchefer i Danmark
Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her.
Helt overordnet vil jeg fremhæve borgerperspektivet, hvor vi har haft og stadig har et vedholdende fokus på at inddrage og gøre borgerne ansvarlige for eget liv og velfærd. Kommunerne er ikke længere blot leverandører af ydelser og borgerne passive modtagere. Et tydeligt eksempel er, når vi har at gøre med borgere med behov for genoptræning.
Højere niveau af specialisering
Kommunerne overtog som bekendt en lang række opgaver fra amterne på sundhedsområdet, herunder handicap- og psykiatriopgaver. Og i de forløbe ti år har vi set stor progression hos borgere på området. Vi tilbyder langt bedre boliger i dag end tidligere, og der er ikke bare tale om opbevaring, men om en målrettet, rehabiliterende tankegang. Graden af specialisering er sammen med serviceniveauet, blandt andet på området for hjælpemidler, vokset betydeligt.
Meget er også lykkedes på beskæftigelsesområdet, hjulpet på vej af blandt andet flere reformer. De kommunale jobcentre arbejder hårdt på at ingen skal være ’parkeret’ på varige ydelser, men være en aktiv og bidragende del af både arbejdsmarked og samfund. Vi har taget lovgivningen til os med uddannelsessigtet for de unge, vi arbejder over kommunegrænserne i jobsøgningen og har en virksomhedsrettet tilgang.
Vi har ikke kun én indgang
Men jo, kommunalreformen har da også trukket sine mindre flatterende spor. Spørger man borgerne, som blandt andet blev lovet ’én indgang’ til hele systemet, vil de fleste nok ryste på hovedet og sige, at døren ind til rådhuset ligger mange forskellige steder.
Oplevelsen af siloer trives i bedste velgående. I min optik er siloer ikke kun af det onde. Det er en måde at levere den ekspertviden, som i stigende grad efterspørges af borgere og samarbejdspartnere. Men vi skal sikre at det tværgående samarbejde vinder frem, for at borgeren oplever større sammenhæng.
Her er fx den rehabiliterende tankegang på sundhedsområdet en byggesten på vejen, hvor fagligheder på tværs af forvaltninger dagligt i tæt samarbejde om at få syge borgere tilbage som aktive medspillere i eget liv og i samfundet. Det samme gælder på hjerneskadeområdet, hvor vi arbejder på tværs af sundhed, handicap og beskæftigelse.
Endelig vil jeg fremhæve forebyggelsesområdet, hvor vi har løftet den borger- og patientrettede indsats. KOL-skolerne er et eksempel. De er med til at nedbringe antallet af genindlæggelser, når borgernes funktionsniveau bliver bedre. Og aldrig er så mange genoptræningsplaner blevet ført ud i livet, som vi gør i kommunerne nu.
Hovedaktør på velfærd
Så efter ti år med kommunalreformen vil jeg sige: Kommunerne er i dag hovedaktør på velfærdsområdet – med et øget samarbejde med private aktører inden for både beskæftigelse, ældre- og det specialiserede socialområde. Og det er i parentes bemærket en udvikling, som er sket i en tidsperiode med noget nær økonomisk nulvækst – samtidig med at vi har medfinansieret væksten på sundhedsområdet og håndteret konsekvenserne af aktivitetsstigningen i sundhedsvæsenet med meget hurtigere udskrivning og udvikling af alternative kommunale sundhedstilbud.
I samme periode har vi været bannerførere på for gentænkningen af de fagprofessionelle rolle, borgerrollen og den enorme betydning, civilsamfundet spiller for at fastholde et bæredygtigt og sammenhængende velfærdssamfund. Det mener jeg, at vi har god grund til at være stolte af og er en udvikling, vi vil forfølge også i de næste ti år.
