Samskabelse – også efter corona?

Hvad kommer coronakrisen til at betyde for vores muligheder og vores lyst til at arbejde med samskabende processer i fremtiden? På den korte bane kan det blive op ad bakke, men på længere sigt, er der måske skabt en grobund for at sætte ekstra fokus på samskabelsesdagsordenen.

Samskabelse har de sidste år for alvor været på dagsordenen i særligt kommuner og civilsamfundsmæssige organisationer og foreninger. Samskabelse er blevet set som en konstruktiv vej at gå, hvis man skal lykkes med at mobilisere nye ressourcer og udvikle nye innovative velfærdsløsninger. En definition på samskabelse kan være, at der samskabes, når civilsamfundsmæssige organisationer, borgere, virksomheder og offentlige organisationer går sammen om at udvikle og realisere velfærd og værdiskabelse. Samskabelse foregår altså på tværs af sektorer og indbefatter flere aktører.

Og her er den første udfordring. Hvornår åbnes samfundet så meget op, at vi kan mødes omkring samskabende processer? Selvfølgelig kan meget afvikles og realiseres online og i virtuelle former, men det er svært at forestille sig, at alle samskabelsesprocesser kan oversættes til digitale formater.

Parkerer vi imidlertid denne negative røst for en stund og ser på samskabelse i et lidt længere perspektiv, så kan den aktuelle krise måske komme til at betyde, at klimaet for de samskabende processer potentielt går en lysere fremtid i møde.

Vi rykker sammen på tværs af sektorer
En del af de erfaringer, vi gør os med den aktuelle krise, er, at ingen sektor alene kan løse de store udfordringer, som vi står overfor. Virksomhederne tager ansvar, de offentlige organisationer tager ansvar og frivillige foreninger tager ansvar. Nogen gange i forhold til sektorspecifikke udfordringer og nogle gange i forhold til udfordringer i en anden sektor eller til udfordringer, som overskrider vores vante sektorforståelse. Og det er her, fremtidens muligheder måske ligger. I at gentænke sektorernes indbyrdes forhold.

Samskabelse kan ses som en del af den samfundsudvikling, som i dele at statsteorien bliver kaldt New Public Governance. Grundtanken er, at vi her har en samfundsmodel, hvor netværk, samarbejde og partnerskaber på tværs af sektorer får større og større betydning. En konsekvens af dette er også, at skillelinjerne mellem sektorerne opblødes, og at det ikke længere er entydigt, hvilke opgaver den offentlige sektor skal tage sig af og hvilke opgaver virksomheder og frivillige foreninger skal tage sig af. Grænserne udviskes og gråzoner opstår. 

Mange har set på New Public Governance som en meget fin tanke og spændende teori, men har samtidig haft svært ved at se tankerne realiseret i praksis. Det er måske nemmere at få øje på, hvordan der på tværs af sektorerne hersker gensidig mistillid og hvordan man har svært ved at skabe konstruktive relationer på tværs, end det har været at få øje på de gode eksempler, hvor de samskabende processer er lykkedes.

Offentlige organisationer vinder legitimitet
En betragtning kan i den forbindelse være, at de offentlige organisationer har haft svært ved af skabe legitimitet og få anerkendelse for det arbejde, de udfører. Mange offentlige ansatte kan refereres for at have en følelse af at være jaget vildt; vi må ikke længere slå på børnene, vi må heller ikke længere sparke hunden, men den offentlige sektor, kan vi altid sparke til.

En erfaring, som mange gør sig i disse krisetider, er imidlertid, at den offentlige sektor skaber meget værdi, og at vi faktisk alle er meget afhængige af, at den offentlige sektor lykkes med dens kerneopgaver. Vi har også oplevet, at den offentlige sektor er befolket af dygtige medarbejdere, som er både omstillingsparate og villige til at yde en ekstra indsats, når det er nødvendigt. Ret beset høster den offentlige sektor rigtig mange points hjem til legitimitetskontoen i denne svære tid.

Og disse points kan blive værdifulde at have på kontoen, når offentlige aktører i fremtiden vil invitere aktører fra det private erhvervsliv og fra de frivillige foreninger til sammen at udvikle og realisere nye velfærdsløsninger og skabe samfundsmæssig værdi. Offentlige aktører er ikke længere dem, de andre ikke vil lege med, men kan nu blive til dygtige og værdifulde samarbejdspartnere, som det vil være attraktivt at skabe relationer til. Med den øgede legitimitet for de offentlige aktører er der således åbnet en ny mulighed for et samskabelsesklima, som måske tidligere har haft trange kår.

Krydres gevinsten ved et potentielt bedre samskabelsesklima med, at vi med coronakrisen også har erfaret, at det giver god mening at arbejde på tværs af sektorer, når jorden virkelig brænder under os, så går samkabelsesdagsordenen formentlig lyse tider i møde – når vi engang må samles igen.

Jens Ulrich, ph.d., driver konsulentfirmaet Ulrich Consult ApS og er ansat som ekstern lektor ved VIA University College. Jens Ulrich arbejder med samskabelse, fællesskabelse og demokratiprocesser som foredragsholder, konsulent, rådgiver og forsker. Han er er af landets førende eksperter i samskabelse og bruges flittigt af kommuner og frivillige organisationer i såvel Danmark som i det øvrige norden. Se mere på www.ulrichconsult.dk

Foto: PR

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også