Juncker: EU skal have eget militært hovedkvarter

Politik

14/09/2016 14:32

Nick Allentoft

EU's kommissionsformand lægger op til forstærket EU-samarbejde på centrale områder, herunder forsvarsområdet. Udenrigsminister Kristian Jensen afviser, mens Vestager roser selve talen for sin substans.

EU bør have sit eget militære hovedkvarter og arbejde hen imod en fælles europæisk militærstyrke.

Det foreslår EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, onsdag i sin årlige State of the Union-tale i Europaparlamentet i Strasbourg. Juncker siger, at meningen er at supplere Nato-samarbejdet, som 22 af de nuværende EU-lande er medlemmer af.

- Mere europæisk forsvar betyder ikke mindre transatlantisk solidaritet, siger han.

Med Storbritannien på vej ud af EU-samarbejdet mister EU en atommagt, der dog samtidig har været imod ethvert skridt i retning af noget, der bare ligner en EU-hær. Men ifølge Juncker er tiden nu inde til et stærkere Europa på forsvarsområdet.

- Sammen må vi sikre, at vi beskytter vores interesser, siger EU-Kommissionens formand.

- Vi kan ikke længere være afhængige af enkelte EU-landes militære styrke.

Juncker vil samtidig have oprettet en europæisk forsvarsfond inden årets udgang. Sådan en fond kan aktivt stimulere research og udvikling på forsvarsområdet, siger han. 

Mangel på samarbejde på forsvarsområdet koster hvert år europæisk industri mellem 20 og 100 milliarder euro, mener han. Det svarer til mellem 150 og 750 milliarder kroner om året. EU har gennem de seneste 10 år gennemført over 30 militære og civile missioner.

- Men vi har ikke en permanent struktur, og uden den kan vi ikke arbejde effektivt, siger Juncker.

Han siger, at verden bliver større hver eneste dag, men Europa bliver både demografisk og økonomisk mindre dag for dag.

- Hvis vi vil bevare vores indflydelse i verden, er det indlysende, at vi skal arbejde sammen. Det er sammen, vi vil være i stand til at håndtere udfordringer, siger EU-Kommissionens formand.

Europa er "en blød magt", men det er ifølge Juncker ikke nok i en verden, der bliver stadig mere farlig. Konflikten i Syrien har store konsekvenser i Europa, og derfor bør EU-landene også spille en større rolle i løsningen af konflikten, mener kommissionens formand.

- Det, vi har brug for, er en europæisk udenrigsminister, der kan samle de nationale diplomatiske styrker for at veje ind i internationale forhandlinger, siger Juncker.

Han mener samtidig, at EU's udenrigschef, Federica Mogherini, bør have en plads ved forhandlingsbordet, hvor Syriens fremtid bliver afgjort.

Kristian Jensen dumper kommissionsformandens plan Den danske regering er langt fra enig i EU-Kommissionsformand Jean-Claude Junckers diagnose og behandlingsforslag til et skrantende EU.   - EU skal fokusere på arbejdspladser, sikkerhed og bekæmpelse af illegal migration. Det er den retning, Danmark lægger for dagen. Og den tror jeg, der er større opbakning til, end der er til Junckers plan. Jeg er ret tryg ved, at der vil være større lydhørhed for de danske ønsker end for Junckers ønsker på topmødet i Bratislava, siger ministeren med henvisning til fredagens uformelle EU-topmøde, hvor EU-lederne skal drøfte unionens fremtid uden briterne.   Spørgsmål: Rammer Juncker fuldstændig ved siden af?   - Jeg har en anden analyse af, hvor udfordringerne for EU er. Udfordringen er at levere konkrete løsninger i forhold til europæernes hverdag, siger Kristian Jensen og peger på en energiunion med lavere energipriser, terrorbekæmpelse, flere arbejdspladser og en løsning på migrationskrisen.   - De ting - praktiske områder - vil jeg langt hellere have, at EU tager fat på at løse i stedet for at lave nye, store planer for, hvordan man kan lave strukturer, der i øvrigt minder om noget, vi allerede har.   Under sin tre kvarter lange tale foreslog Juncker blandt andet et EU-militærhovedkvarter og en fælles europæisk militærstyrke. Idéer, der kommer tyske og franske ønsker i møde, men bestemt ikke danske.   - Vi har et fantastisk godt samarbejde mellem Nato og EU. Derfor vil vi hellere bygge på det end at bygge parallelstrukturer op. Det er ikke til gavn for nogen. Det er spild af skatteborgernes penge, siger udenrigsminister Kristian Jensen.   Juncker foreslår også en europæisk udenrigsminister, der "kan samle de nationale diplomatiske styrker" i internationale forhandlinger. Men heller ikke det ser Kristian Jensen noget behov for:   - Jeg mener sådan set, at vi langt hen ad vejen har sådan en figur i form af Federica Mogherini, som er EU’s udenrigskommissær. På de områder, hvor landene er klar til det, samler hun os og repræsenterer os. Jeg har svært ved at se, hvad det er, vi ikke kan gøre med den nuværende struktur, siger udenrigsministeren.   Vestager begejstret for substansmættet EU-formandstale Danmarks repræsentant i kommissionen, konkurrencekommissær Margrethe Vestager, er modsat Kristian Jensen fuld af lovord.    - Det ville være misvisende at lave en dunkel analyse og trække gardinerne for og sige, at enden er nær. Man er nødt til at være pragmatisk, beslutningsdygtig og handlingsorienteret, siger hun:   - Det lykkedes rigtig godt i talen. Det blev ikke dybt passioneret, men det var heller ikke meningen. Det blev heller ikke en dommedagsprædiken. Men den var rolig, alvorlig og kom med konkrete forslag. Det var en substansmættet tale.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce