Kæmpe læk er krudt i kampen for EU-love mod skattely

Politik

04/04/2016 13:41

Nick Allentoft

Formand for EU-udvalg for skattesnyd Jeppe Kofod (S) fryder sig over nye kæmpelæk om skattesnyd. Offentliggørelsen af dokumenter fra advokatfirma i Panama kan øge skatteindtægterne, siger François Hollande.
I EU-Parlamentet ser den danske parlamentariker Jeppe Kofod (S) med stor tilfredshed på en kæmpelæk på 11,5 millioner dokumenter, der sætter alt fra sportsstjerner til banker og statsledere i forbindelse med skattely i Panama.  Det skaber nemlig momentum i hans arbejde som formand for udvalget for skattesnyd.    - Jeg er sådan set glad for, at det offentlige pres via de her læk er med til at gøre mit arbejde lidt nemmere, siger Jeppe Kofod. 

Skattely - læs det væsentligste her

Skattely og de mennesker, der bruger skattely, er jaget vildt efter et gigantisk internationalt læk. Følg udviklingen her. 

Allerede nu er nye regler dog måske på vej. De går blandt andet ud på, at landene hver især skal indberette virksomheders omsætning, indtjening, skattebetaling og medarbejdere til EU. 

- Det er et forslag, der kommer lige om lidt, og det skal vi diskutere i parlamentet, siger han.    Samtidig blev et forslag om at fratage virksomheder, der findes skyldige i systematisk og gentagen skattesnyd, vedtaget af EU-Parlamentet sidste år, og det afventer nu officielt svar fra EU-Kommissionen.   Forslaget kom i kølvandet på den anden store lækagesag kaldet LuxLeaks, der afslørede skattesvindel i Luxembourg. Den sag blev ligesom søndagens læk, kaldet "PanamaPapers", afsløret af sammenslutningen af medier i ICIJ.    Jeppe Kofod anser det også som realistisk, at man i EU-Parlamentet vil se på et forslag om at sortliste skattelylande og områder som Panama, men det kræver, at et land som Danmark kæmper forrest.   Sådanne forslag har da også før mødt modstand fra borgerlige kræfter samt de lande, der har tjent godt på skattesnyderne.    - Det er et opråb til de 28 lande om nu at støtte det arbejde, vi har i parlamentet. Vi har længe arbejdet med det her, men vi synes, at landene har været meget fodslæbende i processen, siger udvalgsformanden.    Frankrigs præsident kalder skattelæk for gode nyheder Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at offentliggørelsen af de såkaldte Panama Papers er gode nyheder, der kan være med til at øge skatteindtægterne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Samtidig understreger Hollande, at der som følge af lækagen vil blive sat undersøgelser i gang.    - Jeg kan forsikre om, at som informationerne kommer frem, vil der blive foretaget undersøgelser, sager vil blive åbnet, og retssager vil blive indledt, siger han.   - Disse afsløringer er gode nyheder, for de vil øge skatteprovenuet for dem, der snyder.   109 medier fra 78 lande begyndte søndag aften at offentliggøre, hvilke firmaer, banker, privatpersoner, sportsstjerner, politikere og andre, som har gemt deres penge for skattemyndighederne. Dokumenterne stammer fra det sædvanligvis meget hemmelighedsfulde advokatfirma Mossack Fonseca i Panama.  Blandt de navngivne stats- og regeringsledere er Ruslands præsident, Vladimir Putin, den tidligere egyptiske præsident Hosni Mubarak, Syriens præsident, Bashar al-Assad, og Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson.   Selv om Putins navn ifølge den britiske avis The Guardian ikke står i nogen af dokumenterne, så er de personer, der kan identificeres, folk, der står ham meget nær. Papirerne viser også, at Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, med Mossack Fonsecas hjælp og i al hemmelighed købte et selskab i 2007, undlod at informere den islandske nationalforsamling, Altinget, om det og i øvrigt overdrog selskabet til sin kone for én dollar i 2009.   Angiveligt skal millioner af dollar være ført gennem selskabet frem til 2015, mens Island årene forinden var tæt på en statsbankerot. Ifølge nyhedsbureauet AFP har også familiemedlemmer til Kinas præsident, Xi Jinping, skjult deres formuer i skattely. Det gælder blandt andre præsidentens svoger. Lækagen kan også vise sig at blive en pinlig affære for den britiske premierminister, David Cameron, som ofte har talt imod folk, der snyder med skat.   Det viser sig nemlig, at Camerons afdøde far, Ian Cameron, er nævnt i de mange lækkede dokumenter, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det var en anonym medarbejder i Mossack Fonseca, der sidste år lækkede 11,5 millioner interne dokumenter til den tyske avis Süddeutsche Zeitung   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce