Kære politikere, vi er med jer, hvis I er med os

Børne- og ungdomspsykiateren drømmer om arbejdsgivere, der bakker op og skaber de rette rammer for et godt arbejde.

Forestil jer en virksomhed, hvor bestyrelsen er respektfuld, har tillid til lederne, er nysgerrig og spørger dem og medarbejderne hvilke visioner de har, og forventer at man i samarbejde finder de bedste visioner og de bedste veje at gå, for at skabe de bedst mulige resultater.

  • “Hvordan mener I, at I kan gøre bedst mulig gavn for patienter og pårørende?”
  • “Hvilke rammer har I, når det lykkes for jer, og I har en rigtig god arbejdsdag?”
  • “Hvilke værdier er vigtige for jer, patienter og pårørende for en god psykiatri?”
  • “Hvilke forhindringer ser I, for at I kan gøre bedst mulig gavn?”
  • “Hvilke støtter ser I, for at I kan gøre bedst mulig gavn?”
  • “Hvordan kan det blive endnu mere attraktivt at arbejde i psykiatrien?”

Forestil jer en helt anden virksomhed, hvor bestyrelsesmedlemmerne render rundt og skælder ud på alle, på ledere og medarbejdere, fra lavest i hierakiet til øverst i hierakiet. Hvor retorikken er helt anderledes:

  • “Nu må I tage jer sammen, kom i arbejdstøjet.”
  • “I har alt for længe fået en alt for høj løn, nu må I besinde jer.”
  • “I er nogle dovne hunde.”
  • “I vores firma kunne vi ikke drømme om at give høj løn, vi vil altid ligge under gennemsnittet.”
  • “I skal ikke gøre det godt, bare hurtigt, og hurtigere og hurtigere.”
  • “Hold nu op med de der fjollede ideer om kvalitet, det eneste vi kæres om er kvantitet.”
  • “I er dumme. Vi ved langt bedre end jer hvordan I skal gøre jeres arbejde.”
  • “I gør jeres arbejde for dårligt, og det er jeres egen skyld (eks. når der tales om tvang i psykiatrien).”
  • "I skal føle den brændende platform." 

Jeg ved godt, hvor jeg helst ville være ansat.

Men jeg har udskrevet unge mennesker, mod deres ønske. Jeg har afsluttet patienter til “ingenting”. Selv i dag, som overlæge, er det svært at få enderne til at mødes, og ofte kan jeg ikke give den støtte og behandling, som jeg gerne vil give, og som mit lægeløfte tilsiger mig. Men jeg gør mit bedste, og jeg synes personligt, det er svært at høre så meget brok fra mine arbejdsgivere, politikerne.


Så kan jeg godt tænke, at bestyrelsen (læs: politikerne) og ledelserne helt har glemt hvad formålet er med den offentlige sektor. Jeg ved jo godt, at det ikke passer, men det er som om retorikken skjuler deres gode intentioner for mig.

Jeg er jo læge for at gøre gavn for samfundet. Mine kollegaer og jeg har taget korte og lange uddannelser med det formål, at gøre gavn for vores næste. Jeg kan godt tænke: Hvornår har vi sidst hørt et anerkendende eller respektfuldt udsagn fra en af vores bestyrelsesmedlemmer (læs: politikerne) eller ledere? Hvornår er vi sidst blevet stillet et reelt nysgerrigt spørgsmål, om hvordan vi mener vores job bedst kan blive udført til gavn for vores næste? 

Den landsdækkende undersøgelse af patienttilfredsheden viser alt for lave tal for Børne- og Ungdomspsykiatrien. Mon ikke det er fordi, vi ansatte har fået alt for svært ved at levere et godt stykke arbejde?

Man kunne også være imponeret over, at tallene ikke er lavere. Det er faktisk vildt imponerende, at ansatte, der har så dårlige arbejdsvilkår, formår at gøre så megen gavn. Hvordan lykkes det?

Jeg tror, det skyldes nogle ansatte, der forstår at støtte hinanden, holder fast i formålet og vores værdier, og skaber løsninger i samarbejde med hinanden og de børn, unge og familier, vi skal hjælpe. 

Selvfølgelig bliver jeg hyppigt opfordret til at tage springet ud i det private! Bør du ikke være din egen herre? Jeg møder hele tiden kollegaer, der har taget springet, og de elsker at være fri fra brok og anklager. De er glade for, at de ikke længere har en arbejdsgiver, der skælder ud på dem.


Når jeg alligevel bliver, er det fordi jeg møder patienter og familier, som siger tak for hjælpen. Har kollegaer, der bakker hinanden op, der ikke kun brokker os sammen, men også husker hinanden på det, der lykkes, yngre kollegaer, som siger tak for den undervisning og supervision jeg giver dem, osv. osv.

Det er fra mine kollegaer, mine patienter og deres forældre jeg får min respekt, min opbakning og en følelse af at gøre gavn! 

Sådan tror jeg, mange af mine kollegaer også har det. Vi flytter måske ikke bjerge, men det er tæt på. Og tænk hvilke bjerge vi kunne flytte, hvis tonen om den offentlige sektor blev en anden. Hvis vi havde arbejdsgivere, som bakkede op og oprigtigt forsøgte at skabe rammer, der kan gøre det muligt for os hele tiden at udføre vores arbejde bedst muligt.

 

Emneord: 280318, 260318, Psykiatrien, Nina Tejs Jørring, Politik, OK18, Debatkultur, 5 år med DenOffentlige
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 34 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 23.03.18 Nina Tejs Jørring
    Er du en offentlig ildsjæl?

    Kære Claus.

    Er det dig, de beskrives i denne artikel: http://www.denoffentlige.dk/helt-i-frontlinien-handler-paa-trods-claus-skaber-loesninger-i-hverdagen.
    Det er en meget opløftende og inspirerende artikel. Skønt at læse.

    Nina

  • 23.03.18 Claus Beck schmidt
    -

    Meget enig i beskrivelsen. Det ledelsestænkningen der stadig er noget managementagtig. Jeg hører dog at de gerne vil væk fra dette. Jeg oplever ofte at folk i den offentlige sektor meget gerne vil hjælpe dem der i til for. Det lykkedes også på trods af systemet. Ofte fordi folk har deres eget lille pragmatiske system kørende

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også