Kære velfærdssystem, fri os fra diagnosernes kvælende magt

Oplæg fra Det Etiske Råd rammer plet på en tragisk situation for alt for mange mennesker. Diagnosen kan være det bedste for den enkelte, men magtspillet er blevet diagnosernes følgesvend. Det er på tide, at der tages politisk ansvar.

Jeg deltog i workshops om ADHD i Det Etiske Råd for godt et år siden. De ville høre helt almindelige menneskers holdninger til etiske dilemmaer. Resultatet af deres arbejde blev præsenteret på en konference på Christiansborg tirsdag den 26/1-2016.

Under overskriften ”Etiske spørgsmål ved anvendelsen af diagnoser” gives borgere, patienter, pårørende og professionelle en stemme mens man stiller skarpt på dilemmaer omkring tre diagnoser: ADHD, depression og diagnoser indenfor funktionelle lidelser.

”De tre diagnoser er udvalgt, fordi flere og flere danskere får dem og fordi hver enkelt af de tre diagnoser illustrerer væsentlige etiske temaer knyttet til at have – og at stille en diagnose,” skriver Det Etiske Råd på hjemmesiden

 

Magtspil og viden

Når man har ondt i livet giver diagnosen adgang til viden og forståelse, men viden har en søster, der følger den: Magten.

Og det er magtens spil, der fører til at mennesket bag diagnosen ikke får den rette hjælp.

Jeg har gennem årene som pårørende og foreningsaktiv mødt utallige professionelle, der kæmper hver dag i systemet for at hjælpe mennesker. Professionelle, som har vilje og kompetence til at gøre en ekstraordinær indsats. Professionelle, der ikke bare brænder for sagen, men som også er loyale medarbejdere og gode kolleger i de rammer, hvori de virker.

Men jeg dirrer af harme hver gang jeg bliver vidne til diagnosens kvælende magt, den magt, der sætter ind og for tit fortrænger tankerne om mennesket det handler om.

Den magt, der reducerer individer til begreber, udgiftsposter i et regneark eller tal i en statistik.

Diagnosesystemet udreder og kategoriserer vigtig viden, men diagnosesystemets magtanvendelser reducerer det menneskelige til en nødvendig bagage i systemets egen dynamik.

 

Diagnosen i performancesamfundet

De fleste jeg kender med diagnoser ville ikke være deres diagnose foruden. ADHD kan for eksempel være ufatteligt svært at leve med, men den forståelse som diagnosen giver er befriende.

Men diagnosens sorte side oplever man i det øjeblik man siger højt: ”Jeg har ADHD”. For da følger en myriade af negative forventninger. Var man før et menneske, der kæmpede, så er man nu en post i et regneark, der skal kontrolleres og styres:

Nu tvinger kommunen mennesket i ressourceforløb og bestemmer, at hun skal til psykiater for at få piller, der kan give hende den performance hun mangler. Nu sætter systemet næsten uendeligt mange hindringer i vejen for at manden, der engang har fået diagnosen og ordineret medicin, får det arbejde han så gerne vil have og er god til. Nu er den udsatte nødt til at gå til lægen for at få et diagnostisk stempel, for overhovedet at kunne søge støtte fra velfærdssamfundet.

 

Svend Brinkmann og nissen

Psykologiprofessor Svend Brinkmann udtrykker i en video fra Det Etiske Råd bekymring over det han kalder en diagnosekultur. 

Men han tager fejl når han udpeger den udbredelsen af det diagnostiske sprog som et problem. Han mener at løsningen er at gøre menneskers problemer til alles ansvar og bringe de gamle optikker i spil igen.

 

Svend Brinkmann arbejder åbenlyst for at vi vender tilbage til et 70'ernes socialkonstruktivistiske perspektiv på mennesker. Han vil have mindre individ.

Men det vil intet ændre.

For nissen flytter jo med, selv hvis vi skifter bolig.

 

Aben er sendt nedad i systemet

Det, der kan hjælpe på problemet er, at vi grundlæggende får menneskeligheden tilbage i fokus i velfærdsstaten.

Der skal rettes en alvorlig systemfejl: I kommunerne er diagnoserne de facto blevet en adgangsbillet til sociale ydelser og selvom det ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, så bruges princippet alligevel for at nå et større mål: Menneskelig performance.

Det sker fordi lovgivningen er dobbeltmoralsk: Med den ene hånd beskrives de fine idealer, men med den anden pisker man både kommuner og mennesker til vækst, effektivitet og performance.

Nina Tejs Jørring foreslår et etisk kodeks, men det vil ikke forslå.

Vi er nødt til at ændre lovgivningen.

For i øjeblikket stikkes udsatte og skatteydere blår i øjnene med fine floskler om velfærd og rettigheder, der alligevel ikke opfyldes. Er det rimeligt?

Nej, men at pege på kulturen eller udgive endnu et kodeks vil blot skubbe aben nedad i systemet. Det har man gjort for længe, nu er det på tide at der tages politisk ansvar.

Kunne man mon håbe på en ærlig tilgang til menneskers problemer og velfærdsstatens økonomiske rammer i den kommende revision af Serviceloven?

Emneord: Diagnoser, Sagsbehandling, Upersonlige systemer, ADHD, Udsatte børn og unge, Udsatte familier, Psykiatrien, Psykiatriske patienter, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Anders Dinsen, Nytår17, Kvmail2017, 5 år med DenOffentlige
Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 44 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 14.09.18 vh anders Jakobsen
    livet blev blev til at holde ud med de 4 bogstaver...adhd

    adhd Da jeg fik diagnose oplevede jeg gennem halvandet år, mobning, chikane, diskrimination og kommunalt ejet selskab/jobcenter/forvaltning lovbrud. Arbejdsgiver foretog diskrimination, chikane, mobning og brød arbejdsmiljøloven/helbredsoplysningsloven og søgte alt, om min tilstand og medicin hos min behandler og delte alle mine helbredesoplysninger, med forvaltningen og brugte ulovligt indhentede oplysninger, til at fyre mig. Forvaltningen.....(forvaltning som idag har problemer med vuc)...fritog arbejdsgiveren for alle lovbrud/usaglige handlinger. Ligeledes gjorde arbejdsskadestyrelsen/ankestyrelsen (2 instanser som aftalte afgørelser= fifleri). Da jeg var blevet sagsbehandlet = tromlet...var handlinger foretaget uden lovbrud, og alt var foregået korrekt, da det var mig som var psykisk syg, og jeg blevet behandlet på samme måde, som alle andre i samme situation,.

    Det eneste sted jeg fik den rette hjælp for alt det som havde kørt mit liv af sporet, som 43 årig, var på dags psyk afd. Hvis jeg ikke havde været der forbi for 8 år siden og jeg ved ikke hvor jeg havde været.

  • 07.02.16 Preben Rehr
    Menneskeligheden tilbage?

    Det er en lidt besynderlig logik du fremstiller i denne blog. PÅ den ene side anerkender du udbredelsen af diagnoser som en "systemfejl". På den anden side afviser du Brinkmanns kulturforklaring som blandt kritiserer samfundsmæssige strukturer og interesser i at anvende diagnosen som forklaring på almenmenneskelig uformåen. I stedet anbefaler du, at vi grundlæggende får menneskeligheden tilbage i fokus i velfærdsstaten. Men det er jo netop det Brinkmann påpeger; at mennesker ikke bare skal performe - men være mennesker på godt og ondt.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også