Et notat fra ministeriet viser, at antallet af studerende, der er droppet ud, siden fremdriftsreformen blev indført i 2014, er steget fra 29 procent i 2014, hvor reformen blev indført, til mere end 35 procent sidste år.
En gruppe studerende, der i høj grad dropper ud af deres uddannelser, er gruppen af studerende med funktionsnedsættelser eller handicap. Anders Bjarklev, der er formand for Danske Universiteter og rektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) siger, at især studerende med handicap har et højere frafald end deres kammerater uden særlige behov. Bjarklev beder samtidig politikerne om at afskaffe fremdriftsreformen og uddannelsesloftet.
Unge handicappedes problemer i uddannelsessystemet bekræftes også af VIVE´s rapport, ”Personer med handicap Hverdagsliv og levevilkår 2016”, hvor et par af hovedresultaterne blandt andet lyder;
⦁ Samlet set angiver handicapgrupperne oftere grundskole eller realeksamen som højeste fuldførte uddannelse, sammenlignet med gruppen uden handicap
⦁ Samlet er andelen, der har fuldført en kompetencegivende uddannelse, steget siden 2012 for gruppen uden handicap. I samme periode er andelen, der har gennemført en kompetencegivende uddannelse, faldet signifikant for personer med større psykiske handicap. Forskellene i uddannelsesniveau mellem hhv. personer med og uden handicap er dermed generelt set vokset i perioden
⦁ Personer med handicap dropper oftere ud af en uddannelse end personer uden handicap, og personer med større psykiske handicap dropper oftest (52,9 pct.) ud af en påbegyndt uddannelse. For personer uden handicap er det 23,6 pct., der er droppet ud af mindst én påbegyndt uddannelse.
Desværre er det fortsat svært at se politikernes lyst til at gøre noget for gruppen af unge med særlige behov. Her har Dansk Folkeparti overrasket positivt, ved at komme med et omfattende udspil, med forslag som; ”Øget udbredelse af viden om handicap hos undervisere”, ”Etablering af løbende mentorordning i uddannelsessystemet”, ”Forlænget forberedelsestid til eksamener og prøver”, ”Lempelse af studieaktivitetskravene”, ”Fraværshensyn ved læge- og hospitalsbesøg” med flere. Det skal Dansk Folkeparti virkelig have ros for, men problemet er mere grundlæggende.
FN´s handicapkonvention
FN´s handicapkonvention sigter overordnet på, at man som samfund fjerner barriererne for mennesker med handicap, og i artikel 24 om uddannelse bliver statens ansvar for at gøre uddannelsessystemet rummeligt yderligere understreget. Det kan synes underligt, at politikerne gang på gang skærper kravene til studerende på landets uddannelser, når det med ret stor sikkerhed slår negativt ud hos studerende med handicap.
Hvis man skal tegne det hårdt op, kan man vel sige, at især fremdriftsreformen kan sidestilles med diskrimination, da den er udtryk for et forsøg på ensretning. Vi skal altså marchere i takt, og der er ikke plads til at marchere i forskellige tempi. Det er jo et underligt benspænd at indføre, og helt klart ikke afstemt med gruppen af studerende med handicap.
LÆS OGSÅ: Har beskæftigelsesministeren glemt unge med handicap? En anden tilgang til et mere rummeligt uddannelsessystemFørst og fremmest bør man kunne studere på flekstid. Folk skal kunne tage deres uddannelse på den tid, der passer dem bedst. Det er mennesker, det handler om, og ikke en gruppe politikeres våde drøm om at få folk igennem systemet på rekordtid.
Det fordrer helt grundlæggende en diskussion om ECTS-kravene. Er ECTS-pointsystemet overhovedet et system, vi vil bibeholde? ECTS er forkortelse for European Credit Transfer System og beskriver den tid, en studerende skal bruge på at arbejde med uddannelsens stof. Der er regler for hvor mange ECTS-point man som studerende skal optjene pr semester, og dette er ufravigeligt. Det hægter en del unge af, og er en hindring for eksempelvis at indføre en mulighed for at studere på flekstid. Jeg mangler fortsat at høre de gode argumenter for at bibeholde ECTS-pointsystemet.
Vi skal også overveje vores evalueringssystem. Vores nuværende evalueringssystem tager ikke højde for, at læring er en fortløbende proces, og at ydre omstændigheder spiller ind på en performance i eksamenslokalet. Mange mennesker præsterer ikke godt under pres, men som det er nu, er man tvangsindlagt til de eksamensformer, som andre har vedtaget. Vi bør i det hele taget kraftigt overveje at skifte fra de mange summative tests til et system, der i højere grad bygger på formative evalueringer, og som altså møder de studerende hvor de er, når de er der. Det ville også være langt mere retfærdigt for elever med kognitive vanskeligheder. Vi skal iøvrigt kunne differentiere opgaverne, så målet først og fremmest er det faglige, uden at ensrette midlerne hertil.
Alle digitale platforme skal være tilgængelige, og det er ikke bare i uddannelsessystemet. Det er helt generelt. Når kravene til digital selvbetjening stiger, så må vi som befolkning også forvente, at kompleksiteten reduceres. Generelt er ”støj” på digitale platforme stressende, og jo mere det kan reduceres jo bedre.
Man er også nødt til at tage højde for, hvor mange bolde man kan forvente at en studerende (Med og uden handicap) kan have i luften ad gangen. Vi er ikke alle sammen lige fleksible eller robuste, og vi kan ikke alle sammen have lige mange bolde i luften ad gangen, og ensretning bør heller ikke være et mål.
Sidst men ikke mindst, skal det studiesociale prioriteres højere. Mig bekendt er der ingen statistik på, hvor meget mistrivsel blandt studerende (Både studerende med handicap og studerende uden) influerer på frafaldsprocenten. På makroplan bør undervisningspolitikken handle om, hvordan vi får flest muligt gennem med færrest mulige knubs, og ikke om at få flertallet hurtigst muligt igennem, uden en plan B for de grupper, der ikke kan uddanne sig med 120 km/timen. Det bør heller ikke være sådan, at almindelige velfungerende unge får stress af at tage en uddannelse. Tempoet skal ganske enkelt ned over hele linjen.
