Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Forslag fra landdistrikterne: Sådan firdobles den vedvarende energi på landet

Klima

09/10/2023 08:06

J. Bøgen

Hvad synes du om forslaget?

Landdistrikternes Fællesråd anbefaler en kompensationsmodel, der omfordeler langt flere penge til naboer, lokalsamfund og kommune, og som kan bidrage til udvikling i landdistrikterne.

De centrale elementer er ordentlig kompensation til de nærmeste naboer, ordentlig kompensation samt udviklingsmidler til lokalsamfundene, klare rammer for omplacering af boliger i det åbne land, samt midler til service og anlæg til de kommuner, som vil bidrage til, at der kan produceres mere vedvarende energi.  

"Vi deler regeringens ambitioner om at øge produktionen af grøn energi, men det skal være en ordentlig og rimelig kompensation til naboerne og lokalsamfundene, som skal skabe rammerne for en ny positiv udvikling i de lokalsamfund og landsbyer, som ligger i nærheden af de nye store energianlæg," udtaler formand Steffen Damsgaard, der er formand i Landdistrikternes Fællesråd.

15 procent af produktionsværdien bliver lokalt

Konkret foreslår Landdistrikternes Fællesråd, at 15 procent af energianlæggenes årlige produktionsværdi i anlæggets levetid, fordeles mellem naboer, lokalsamfund og kommune. Den resterende del af de 15 procent, som ikke udbetales til naboerne, skal fordeles mellem kommunen og de nærmeste lokalsamfund.

Her bør halvdelen af beløbet reserveres til kommunen til brug for drift eller anlæg, uden modregning i bloktilskuddet, mens den anden halvdel målrettes en lokal fond, som tilknyttes lokalrådene i det eller de nærmeste berørte lokalsamfund.

"Naboer bør kompenseres mindst dobbelt så meget som i dag, hvis vi skal fremme den lokale opbakning til vindmøller og solcelleparker. Derfor mener vi, at det er rimeligt, at 15 procent af produktionsværdien går til dem, der bor tættest på energianlæggene. På den måde vil byrder og gevinster i langt højere grad følges ad," understreger Steffen Damsgaard.

Lokal inddragelse og medejerskab

Landdistrikternes Fællesråd anbefaler desuden, at regeringen opstiller krav om, at de nærmeste naboer og lokalråd bliver en aktiv part i processen og indgår i et tæt samarbejde med kommunen og energiselskab om planlægning af energianlægget. Det indebærer også, at lokalsamfundet kan få medejerskab i vindmølle- og solcelleparker.

"Med en rimelig økonomisk kompensation til naboer, lokalsamfund og kommune samt klare procedurer for lokal medbestemmelse og medejerskab kan vi skabe langt mere opbakning til solceller og vindmøller på land. Men det får man altså ikke med de signaler, der er afsendt fra regeringen," afslutter Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd foreslår desuden, at der oprettes en vejledningsenhed med en vidensbank med de gode eksempler på at skabe opbakning til nye vedvarende energianlæg. Dertil skal enheden kunne vejlede lokalsamfundene om bl.a. lokale energifællesskaber.

Landdistrikternes Fællesråds detaljerede model for firdobling af produktionen af vedvarende energi er tilgængelig på organisationens hjemmeside.

Mest Læste

Annonce