Klimaet er i klemme i EU's top

Klimakommissær Connie Hedegaard kæmper onsdag formiddag for at få kollegerne med på nye, ambitiøse klimamål.

EU's danske klimakommissær, Connie Hedegaard, kommer på hårdt arbejde fra morgenstunden onsdag, når hun skal forsøge at overbevise de øvrige 27 kommissærer om at holde fast i ambitiøse klima- og energimål frem mod 2030.

Ifølge kilder med kendskab til den interne debat er der til det sidste dyb uenighed mellem Hedegaard på den ene side og den industrivenlige energikommissær, Günther Oettinger, på den anden.

Klimakommissæren håber at holde fast i linjen fra den eksisterende 20-20-20 klimaplan, der sigter mod 20 procents mindre CO2-forurening end i 1990 og 20 procents vedvarende energi i 2020.

Mens Hedegaard vil skrue målet for CO2-reduktion op til 40 procent i 2030, holder Oettinger på, at det på grund af den økonomiske krise og af hensyn til industrien kun skal være 35 procent.

Et andet mål for andelen af vedvarende energi som sol og vind afhænger af, hvor højt det samlede reduktionsmål bliver.

Men Hedegaards ambition om et bindende mål på 30 procents vedvarende energi kan ende med at blive til et vejledende mål tættere på de 25 procent.

Og formentlig uden konkrete mål for de enkelte lande.

Debatten i kommissionen afspejler også stor uenighed mellem landene, der skal forhandle den endelige løsning på plads med Europaparlamentet.

Onsdag kommer EU-Kommissionen også med et forslag til en mere varig løsning på EU's system for handel med CO2-kvoter, der i øjeblikket er hasterepareret.

Kvotesystemet, der skal gøre det dyrt for industrien at forurene, har været vingeskudt af, at markedskræfterne under den økonomiske krise har drevet prisen på CO2-kvoter for langt ned.

Nu lægger kommissionen op til, at antallet af kvoter automatisk skal justeres efter behovet, så man undgår de store prisudsving.

Allerede inden kommissionen er enedes om hele pakken, der præsenteres onsdag middag, hæver flere miljøorganisationer og grønne politikere deres kritiske røster over for den løsning, der tegner sig.

Den fremtrædende luxembourgske europaparlamentariker og miljøforkæmper Claude Turmes fra partiet De Grønne mener blandt andet, at det reviderede kvotesystem vil udvande det samlede mål for CO2-reduktionen.

Ifølge Turmes vil et 40 procents reduktionsmål i virkeligheden kun komme til at batte svarende til 33 procent.

- Det er et ekstremt lavt mål - og et stort skridt baglæns fra i dag, siger Turmes til Ritzau.

/ritzau/

 

Emneord: EU, Klima, Connie Hedegaard, Klima- og energimål, CO2-forurening, Kvotesystem, Reduktionsmål, Claude Turmes
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også