KMD fyret fra Jobcenter

Infrastruktur

03/03/2016 13:37

Nick Allentoft

Ledelsen i Sociale Forhold og Beskæftigelse har mistet tålmodigheden med sin hidtidige it-leverandør til Jobcenter Aarhus, KMD, som gennem længere tid forgæves har forsøgt at få systemet i sikker og stabil drift. Derfor skifter jobcentret nu systemleverandør.

Problemerne med det nuværende jobcentersystem har stået på i over et år og har blandt andet medvirket til, at medarbejderne har haft ekstraarbejde, og at der er forsvundet data. 
Senest har Arbejdstilsynet pålagt Jobcenter Aarhus at forbedre it-forholdene.

”Medarbejdernes tillid til, at systemet nogensinde kommer til at virke tilfredsstillende, er væk. Det må vi tage konsekvensen af og hensynet til medarbejdernes trivsel og en større driftssikkerhed gør, at vi har indgået en kontrakt med en anden leverandør end KMD,” siger social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom. 

Den nye leverandør er Schultz og opgaven er indgået gennem en SKI-aftale (Statens og Kommunernes Indkøbs Service). Det betyder, at opgaven ikke skal i udbud. 

KMD vandt i 2014 et SKI-udbud om levering af it-systemet WorkBase til Jobcenter Aarhus. Siden januar sidste år har KMD imidlertid gennemført flere store systemændringer. Blandt andet i forbindelse med lov-ændringer, ændringer i de statslige systemer samt interne systemændringer i KMD. Hver især har disse store ændringer betydet alvorlige funktionsfejl i systemet. 

”Så alvorlige driftsproblemer kan hverken medarbejderne eller borgerne være tjent med, og derfor skifter vi nu leverandør. Det er vores vurdering, at det produktionstab, som vi får ved at skifte, vil være mindre end det tab vi oplever i det nuværende system,” siger Thomas Medom.

Mest Læste

Annonce