Produktivitetskommissionen satte gang i et ideologisk bål

Kommission hælder benzin på ideologisk bål

Med sin seneste rapport hældte Produktivitetskommissionen benzin på et døende bål, og fremprovokerede ideologisk debat frem for fokus på fremtidens vækst og velfærd. Reaktionerne afviser udlicitering men taler samtidig for bedre offentligt-privat samarbejde.

Det var den sidste af seks rapporter fra Produktivitetskommissionen inden den kommer med sin afsluttende og opsamlende rapport senere på året. Med emnet offentligt privat samarbejde var rapporten ventet med spænding, fordi området er præget af ideologi og mange følelser.

FOAs formand, Dennis Kristensen, skød hurtigt og direkte.

"Hvis debatten om udlicitering af velfærden havde været en ludo-brik, så er den da med kommissionens anbefalinger blevet slået tilbage til start", sagde Dennis Kristensen.

Samme toner lød fra FTF.

"Tanken om, at det offentlige for enhver pris skal i konkurrence med private om alle opgaver er forældet og har vist sig ofte ikke at have den ønskede effekt", sagde formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Selv fra Kommunernes Landsforening lød der kritik af rapporten.

“Det er rigtigt, at der i princippet er mange ting, vi kan sende i udbud, men det er ikke det samme, som at det er en god idé. På mange af områderne er der ikke kapacitet og kompetencer i nævneværdigt omfang i den private sektor,” sagde Rikke Thorlund Haahr fra KL.

Erhvervsorganisationerne meldte sig med opbakning.

OPS-stafetten

Læs de tidligere indlæg i OPS-stafetten her.

Af blandt andre Carl Holst, Christian Bason, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen. 

“Det lønner sig til enhver tid at tjekke om en offentlig opgave kan løses bedre og billigere,” sagde branchedirektør Mette Rose Skaksen fra DI.

”Produktivitetskommissionen har vist potentiale og beskrevet vejen til at indfri det. Nu kræver det politisk handling, og når man tager de aktuelle økonomiske udfordringer i betragtning, burde man fra politisk side tage mod rådene med kyshånd. Der vil være tale om et betydeligt svigt, hvis man ikke fra politisk hold formår at omsætte rådene til handling,” sagde OPS-chef Jakob Scharff fra Dansk Erhverv.

Politikerne fra regeringen var stille, men Indenrigsministeren meldte forsigtigt ud.

"Vi er meget optagede af at udvikle og udbygge samarbejdet mellem offentlige og private aktører over alt, hvor det er hensigtsmæssigt. Vi følger naturligvis udviklingen i konkurrenceudsættelsen i kommuner og regioner og vil derfor samlet vurdere de mange forslag, som er kommet fra Produktivitetskommissionen," sagde  Margrethe Vestager.

Senere fortæller Politiken, at Finansministeriet har bestilt et konsulentfirma til at komme med forslag til mere udlicitering af de såkaldt bløde velfærdsområder. Det får effekt som en våd klud i ansigtet på bl.a. SF.

“Jeg mener ikke, at vi skal eksperimentere med de ældre og vores børn. Vi skal have skabt noget tryghed omkring vores kernevelfærd. Dette her skaber usikkerhed. Og gevinsterne er højst tvivlsomme. Vi kæmpede imod dette her internt i regeringen. Og det vil vi fortsætte med at gøre,” sagde den nyslåede SF-formand, Pia Olsen Dyhr, til Politiken.

Ikke overraskende jubler flere politikere på den borgerlige fløj, og puster dermed til den ideologiske debat.

“Vi skal have fuld turbo på. Alle undersøgelser - også fra Udbudsrådet - viser, at man kan spare 15-20 procent på at udlicitere til private. Det giver bedre service, mindre sygefravær og gør borgerne mere tilfredse. Så vi skal bare i gang,” lød det fra Brian Mikkelsen.

Dermed blev debatten om det offentligt private samarbejde på få døgn sendt tilbage til de politiske skyttegrave. Det sker selvom, der fra flere sider faktisk bakkes op om et bedre offentligt privat samarbejde.

"Jeg mener, at konkurrence kun bør bruges, hvor det giver mening, og at der i stedet skal satses mere på fælles partnerskaber om udviklingen af velfærden. Udbud af alle offentlige opgaver skaber bureaukrati for alle parter - og vi skal hverken skabe mere bureaukrati for virksomhederne eller for de offentlige arbejdspladser," sagde FTF-formand Bente Sorgenfrey eksempelvis i samme pressemeddelelse, hvor hun skarpt kritiserer mere konkurrence.

DJØF meldte sig også med en reaktion, og den gik netop på, at tale fordomsfrit om muligheder og potentiale. Der er nemlig allerede betydeligt samarbejde mellem offentlig og privat sektor.

“Det er altid følelsesbetonet, når snakken falder på grænsen mellem offentlige og private aktorer, og derfor må vi også tage debatten på et oplyst grundlag. I Djøf hilser vi det derfor velkomment, at Produktivitetskommissionen tager hul på en nødvendig diskussion,” opfordrede Allan Luplau fra DJØF.

 

Emneord: OPS, Offentligt-Privat Samarbejde, Udlicitering, Profit, Daginstitutioner, Innovation, Vækst, Folkeskoler, Børnehaver, Fritidshjem, Produktivitetskommissionen, ROPS, Rådet for Offentligt Privat Samarbejde, Konkurrenceudsættelse
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også