Ole Bladt-Hansen, kommunaldirektør i Billund Kommune. Foto: Billund Kommune
Ole Bladt-Hansen, kommunaldirektør i Billund Kommune. Foto: Billund Kommune

Kommunaldirektør fylder 60 år

Kommunalt

03/10/2022 11:28

J. Bøgen

Der er en rund fødselsdag lige om hjørnet i Billund.

Ole Bladt-Hansen, kommunaldirektør i Billund Kommune, fylder 60 år torsdag den 6. oktober.

Det skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.

Ole Bladt-Hansen har en uddannelse som cand. techn. soc. fra Roskilde Universitetscenter i 1990. Efter ansættelser inden for miljøområdet hos både Brønderslev Kommune, Frederiksborg Amt & Esbjerg Kommune gik turen til Tønder Kommune, hvor Ole Bladt-Hansen først var teknisk chef og siden kommunaldirektør.

Efterfølgende var han ansat og partner hos Lundgaard Konsulenterne, inden han blev ansat som chef for teknik- og miljø i Hedensted Kommune.

Siden 2012 har Ole Bladt-Hansen været kommunaldirektør i Billund Kommune, hvor arbejdsopgaverne blandt andet har været at føre kommunalbestyrelsens vision om Billund som Børnenes Hovedstad ud i livet. Visionen, som kommunen deler med LEGO Fonden, har i de sidste 10 år medført en forvandling af Billund By med særligt fokus på leg, læring og kreativitet. Samarbejdet har også ført til projekter som Playful Learning, der er en legende tilgang til læring i folkeskolerne, og Playful Working, som er en legende tilgang til arbejdspladserne.

Ole Bladt-Hansen er gift med Charlotte, der er anæstesisygeplejerske. De har fire børn i alderen fra 20 til 29 år.

Vin er en af Ole Bladt-Hansens store hobbyer, og fritiden går blandt andet med at hjælpe hustruen i den vinforretning, de ejer i hjembyen Ribe.

Ole Bladt-Hansen er desuden en ivrig cykelrytter, og ferierne går ofte sydpå til Frankrig for at teste formen i de franske alper.

Mest Læste

Annonce