Kommune giver gps’er til hjemløse for at følge deres færd

Infrastruktur

18/09/2014 08:25

Nick Allentoft

Odense Kommune kan nu følge præcis, hvor de hjemløse og socialt udsatte er i byen fra en skærm på rådhuset, skriver metroxpress.

I sidste uge fik 20 af byens svage i en testperiode en gps, som de skulle gå rundt med i lommen. Tilgengæld hoster kommunen op med tre billetter til varme måltider.

Kommunen vil gerne vide, hvor de hjemløse opholder sig i løbet af en dag – så man kan placere kaffestuer og bænke rigtig – og kommunen ved, hvor de skal finde de udsatte.

»Kort fortalt vil vi gerne vide, hvordan vi som kommune kan indrette os, så der også er tilbud til socialt udsatte. Dem som gerne vil sidde på en bænk og drikke øl. Vi ved alt for lidt om, hvordan de bevæger sig i byen,« siger Tom Rødding, boligstrategisk konsulent for kommunen, til metroxpress.

Gps’en svarer til dem, som man propper i lommen på demente. Men her udstyrer man borgerne med en gps for at ændre byens indretning.

»Så vidt jeg ved, er det her aldrig prøvet i verden før,« siger Tom Rødding.

Antallet af hjemløse er vokset markant i Danmark, viste en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd sidste år. Især er stigningen stor blandt de unge 18 til 24-årige uden bolig. I 2009 var der 701 unge hjemløse, i 2013 var tallet 1.349.

I Odense Kommune har de ikke haft samme stigning. Alligevel vil de gerne gøre mere for byens socialt udsatte, og i sidste uge gik de så i gang.

»Inden vi gik i gang med projektet, var vi nede og tale med de hjemløse, og de ville meget gerne være med. Vi har så også tilbudt dem tre madbilletter hver for at gå med den her gps en uge. Planen er så, at vi skal gøre det her hvert halve år,« siger han.

Mest Læste

Annonce